ARTIKLER


PiS-regering lægger sig ud med Europas mest magtfulde organisation

BAGSIDEN. Polens ultrakonservative regering har ignoreret kritik fra nabolande og EU-politikere, men med en ny medielov er de kommet på konfliktkurs med Europas virkelige magthavere. Spørgsmålet er, om de vil slå en streg i sandet.


Af Rasmus Nørlem Sørensen, bagsideredaktør
22. februar 2016

I Polen har den ultrakonservative PiS-regering (ja, det hedder partiet altså) fået så massiv opbakning ved seneste valg, at magten nu er steget dem til hovedet.

På trods af hundredetusinder af polakker, der har været på gaden for at protestere, på trods af sure miner i EU-systemet og i nabolandene, er den nye regering i fuldt sving med, hvad man må kalde udemokratiske tiltag. Den polske højesteret er blevet kuppet og udskiftet, så regeringen ikke skal bremses af kedelige grundlovsbestemmelser om frihedsrettigheder med mere.

Det kan også være ret træls, hvis de store medier hele tiden kritiserer én, når man har travlt med at dæmonisere muslimer og flygtninge og udskifte højesteretsdommere med gode partikammerater. Derfor har de statslige medier fået nye ledere, der kommer direkte fra partiet PiS’ inderkreds.

Plausibel, men moderat fiktiv dialog, der ikke er plagieret
Bagsidekommandoen har konstrueret en dialog, der passer til meningsudvekslingen mellem EU og Polen:

• PiS: Ud med de gamle dommere. Ind med vores venner. Ud med de fjollede journalister på det statslige nyhedsbureau. Ind med vores venner. Sådan!

• EU-Kommissionen: Fy! Det må man ikke.

• PiS: Klap i! Sådan en flok venstreorienterede halvaber. I prøver blot at gentage den tyske repression under 2. Verdenskrig i en ny form. Polen bestemmer selv!*

• EU-Kommissionen: Jamen, altså vi kan godt finde på at true med, at der kan blive tale om at overveje trusler om eventuelle sanktioner så!

• PiS: Go ahead, make my day… punk!

Graden af respekt for EU-Kommissionen ligner noget, vi kender fra Ungarn, der gennem flere år har arbejdet på de samme linjer som den polske PiS-regering. EU har selvfølgelig altid det modtræk, der i EU-jargonen kaldes ”atombomben”.

EU’s medlemslande kan fratage Polen sin stemmeret i Ministerrådet! Om den trussel virker på en nationalistisk regering med en erklæret modvilje mod det europæiske projekt er et åbent spørgsmål.

På kant med Conchita Wurst
Men måske har Polen alligevel gjort regning uden vært. Det viser sig nemlig, at den nye medielov, kan bringe Polen i konflikt med EBU, The European Broadcast Union. Det er ikke så godt. For det er netop EBU, der arrangerer det europæiske Melodi Grand Prix (European Song Contest)!

»Hvis de bryder EBU’s vedtægter, vil vi have et problem med dem,« udtalte EBU’s præsident, Jean-Paul Philippot, til Financial Times. Han var heller ikke bleg for at true med, at det i yderste konsekvens kan sende Polen ud af organisationen og dermed også ud af Grand Prix’et!

Se det er en trussel, der vil noget! Bagsiden vil straks starte et Borgerinitiativ og indsamle mindst én million underskrifter. Vores forslag vil være, at EU dropper finanspagten, europluspagten, europagten, two pack, six pack og det europæiske semester. I stedet bør de hyre EBU som en slags politisk inkassofirma, der kan banke ulydige medlemsstater på plads. Vælg den største hammer til de ømmeste tæer! 

*Denne kommentar er desværre ikke fiktiv. Påstandene er fremsat af den polske justitsminister Zbigniew Ziobro. Bagsiden har taget sig en lille kunstnerisk frihed med udtrykket ”halvaber”, som vi synes gjorde dialogen mere levende og vedkommende.