ARTIKLER


Politikerne er kommet ud af trit med befolkningen

I 3F mener 84 procent af medlemmerne, at politikerne har mistet følingen med almindelige danskeres bekymringer. Kommunikationschef Nicolai Kampmann efterlyser mere ærlighed i debatten og flere arbejdere i politik.


Af Ditte Juul Reder
19. april 2016

ARBEJDERSTEMMER. Er der nogen, der kommer for at tage mit job? Så konkret forholder 3F’s medlemmer sig i debatten om EU og den frie bevægelighed for arbejdskraft. Men der er ikke nok håndfaste bud fra politikerne på, hvordan den konkurrence skal gøres fair.

Det er måske forklaringen på, at 84 procent af fagforbundet 3F’s medlemmer i en undersøgelse har svaret, at politikerne har mistet følingen med almindelige danskeres bekymringer og problemer. Men er det et udtryk for mistillid?

»I høj grad,« lyder vurderingen fra Nicolai Kampmann, der er kommunikationschef i fagforbundet.

»Vores medlemmer er bekymrede for, at andre vil tage deres arbejde, og det er ikke noget, der står højt i den politiske diskurs, hvor politikere for eksempel taler om, at vi skal have et større arbejdsudbud. Hvis politikere ikke imødekommer den bekymring, så får du mistilliden.«

Ærlighed efterlyses
Når tilliden til politikerne daler, så skader det fagbevægelsens muligheder for at udføre sit arbejde. Troen på at der kan findes politiske løsninger på samfundsplan på de problemer, den enkelte borger oplever, ligger dybt i fagbevægelsens DNA.

»Man skal bakke op om de demokratiske strukturer og have en dialog med de folkevalgte. Men ved valget i 2011 sagde blandt andre Socialdemokraterne én ting i valgkampen og gjorde noget andet bagefter. Det har sat sig hos vælgerne, tror jeg. I 2015 valgkampen lovede Lars Løkke en straks-opbremsning af asylansøgere. Det blev så til en straks-ændring af egen politik. Politikere skal lægge deres præmisser ærligt frem og så gøre det, man siger, at man vil gøre.«

Vil du selv mene, at I kan have tillid til politikerne?

»Det er vigtigt at sondre mellem at have tillid og at være enig eller uenig. Vi har tillid til vores politikere, og det prøver vi også at udvise i de her trepartsforhandlinger. Men fordi jeg nogle gange er uenig politisk, betyder det ikke, at jeg ikke har tillid.«

Fælles ansvar
Der er ikke én forklaring på, hvorfor tilliden daler, mener Nicolai Kampmann. Men spørgsmålet er naturligvis, hvem der kan gøre noget ved det. Et sted, hvor Nicolai Kampmann selv mener, at 3F kan gøre en forskel, er ved at holde skarpt fokus på, hvordan debatten kører.

»Vi må tage et medansvar og besinde os på at diskutere vores uenigheder på et sagligt grundlag og ikke begynde at dæmonisere politikere, som vi er uenige med,« forklarer han og peger på, at politiske resultater kun kan opnås, hvis fagforeningerne bliver bedre i stand til at tale med alle fløje i dansk politik.

Bekymringen for konkurrencen fra udenlandsk arbejdskraft bunder i EU’s regulering af det fælles marked for arbejdskraft. Men er det noget, som 3F arbejder for at engagere medlemmerne i?

»Sikkert ikke nok. Men vores erfaring er, at EU som institution ikke optager dem så meget. Det er arbejdsmarkedet i Europa, der bekymrer dem rigtigt meget. Der, hvor fagforeninger er svage. Det skriver vi meget om, for det er noget, der bekymrer og optager vores medlemmer.«