Strid om flygtninge føjer sig til rækken af EU's kriser

”Nej” til at deltage mere i EU’s fælles retspolitik, lød det ved den danske folkeafstemning i december. Snart skal briterne til stemmeurnerne for at tage stilling til, om de fortsat skal være medlemmer. Men i hele Europa stilles der spørgsmålstegn ved helt grundlæggende dele af EU-samarbejdet.

Hegn skyder op langs de tidligere næsten usynlige grænser mellem medlemslandene. Grækerne er under massivt pres for at få styr på tilstrømningen af flygtninge eller blive smidt ud af Schengensamarbejdet. Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn modsætter sig ethvert forsøg på at effektuere beslutninger om kvoter for fordelingen af asylansøgere.
Flygtningespørgsmålet er ikke den første og måske heller ikke den største krise i EU. Den fejlslagne håndtering af finanskrisen, der har givet os syv magre år, er reelt et langt større problem. Men flygtningekrisen er en værdipolitisk bombe, der understreger den økonomiske og demokratiske krise.

Vi har hørt meget om, at det har givet medvind til den EU-kritiske højrefløj. Men det er langt mere markant, at ledere fra store midterpartier i hele Europa, gentager et fælles mantra: Vi er villige til at tage alle midler i brug for at bremse flygtningestrømmen.

Idealisme eller realisme
Der er en fundamental skillelinje mellem dem, der mener, at Europa har et ansvar – og så dem, der ser det som en historisk dumhed at byde flygtninge velkommen.

I studiet af international politik skelner man mellem to grundlæggende typer af teorier: Realisme og idealisme. Realisterne antager, at magten fortsat ligger hos nationalstaterne, der alt andet lige også råder over et militær og magten til at forsvare deres territorium.
Idealisterne lægger vægt på, at alle lande er gået fra at være lukkede enheder til at være dele i en større helhed. Grænserne og magten er blevet gennemhullet. Det er ikke længere de enkelte lande, der suverænt bestemmer. De er altid nødt til at operere i en kontekst af FN-konventioner, EU-regler og under hensyn til energiforsyning og handels-muligheder med andre lande.

Teorierne svæver ikke frit i luften. De afspejler i høj grad virkelighedens Europa, der har udviklet sig gennem de seneste mange år. De enkelte lande i EU har opgivet en stor del af deres selvbestemmelse, men de har også opgivet at bekæmpe hinanden. Ikke bare med våben, men med alle de andre hårde magtmidler, som stater har til rådighed. Idealisterne stod indtil for få år siden med den stærkeste analyse på hånden: Intet land er en ø.
 
Alles kamp mod alle
I dag er billedet af det ”idealistiske” Europa begyndt at krakelere. For lige nu foregår der faktisk en kamp mellem landene. Den mest tydelige er kampen om, hvem der skal tage imod flygtninge. En kamp om, hvem der skal tage ansvar for problemer, som ingen lande ønsker eller har råd til.

Når man ser på det seneste halve år, bærer politikken i højere og højere grad præg af en ”realistisk” tro på, at det er de enkelte stater, der må sikre sig selv. En lang række lande har indført grænsekontrol, Ungarn har bygget hegn mod nabolandene, Danmark prøver at skræmme flygtninge med advarselsannoncer og stramninger af adgang til goder for asylansøgere – og selv Sverige har måttet skærpe registrering og grænsekontrol betydeligt.

Gruppepres frem for fællesskab
Endnu et tegn på, at realismen er ved at få greb i de europæiske lande, er, at den såkaldte Visegrad-gruppe – der består af Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn – åbent opererer med deres egen dagsorden. De ønsker at støtte Bulgarien og Rumænien i at lukke deres grænser til Grækenland og Serbien. Det vil medføre, at grækernes problem kun vil vokse. Og det vil betyde, at en større del af flygtningene vil lande i fattige nabolande til EU.

Værre er det, når man ser, hvordan EU som fællesskab agerer politisk. I forhold til Grækenland er et flertal af de 28 lande blevet enige om, at grækerne må tage sig sammen. 50 punkter har de fundet, hvor der skal strammes op på asylmodtagelse og registrering af migranter, hvis grækerne ønsker at fortsætte i Schengensamarbejdet. Det er gruppepres nærmere end fælles handling.

Det er ikke en reel mulighed, at Grækenland, der modtager langt størstedelen af flygtningene til Europa, og fortsat er i dyb økonomisk krise, sådan bare lige kan tage sig sammen. Manøvren skal nok nærmere give de andre lande en undskyldning for at suspendere Schengen-reglerne og lukke deres nationale grænser.

Magt til at skabe problemer
De mange kriser peger alle i retning af et grundlæggende problem. EU har magten til at skabe en lang række problemer, men så længe medlemslandene er uenige om kursen, har hverken EU eller de enkelte lande reelt mulighed for at skabe løsninger.

Det er måske særligt tydeligt med flygtningekrisen, hvor man i EU faktisk har kunnet gennemtrumfe en beslutning om at fordele 160.000 flygtninge – men kun ganske få hundrede er reelt blevet fordelt. Det skyldes simpelthen, at medlemslandene ikke har arbejdet med på at gennemføre beslutningen.

Men et lignende problem er opstået med debatten om velfærdsturisme og social dumping. I EU-samarbejdet har man kunnet cementere princippet om fri bevægelighed for arbejdskraft i traktaten. Men man har ikke kunnet træffe fælles politiske beslutninger om, på hvilke vilkår den frie bevægelighed skal foregå.

Der er et politisk tomrum i Europa. En mangel på magt til at læse de udfordringer, som EU skaber for borgere og lande. Det tomrum må enten fyldes af medlemsstaterne, der tager beslutninger tilbage fra EU. Eller det må udfyldes af et EU, der får større opbakning fra medlemslandene. Uanset hvad, må EU’s borgere på banen og sikre sig indflydelse på deres egen fremtid. Det kan ikke overlades til traktater og EU-dommere at beslutte, hvordan vores samfund skal fungere fremover. Det kan tydeligvis heller ikke overlades til de nuværende magthavere alene at føre os gennem Europas mange kriser. 