Uddannelseskløft: Politik er ikke for alle

KLASSE. Folk der skændes uden at være uenige. For nogle mennesker kan det være følelsen, man sidder tilbage med, når man overværer politikere debattere på TV. Her flyder de politiske argumenter sammen og gør det umuligt at skelne de forskellige positioner fra hinanden.

»Mange ser politik som svært og uvedkommende og som noget, andre hellere skal tage sig af,« forklarer Gitte Sommer Harrits, der er lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

I sin forskning har hun fundet en klar sammenhæng mellem folks politiske ressourcer og deres klasseposition. Sammenhængen handler dog ikke om klasse i traditionel, økonomisk forstand. Når det kommer til opfattelsen af politik og lysten og evnerne til at være politisk aktiv, er det især uddannelsesniveauet, der gør en forskel.

Kulturelle og sociale positioner
Denne sammenhæng er ganske naturlig, når man ser på de krav, der i dag stilles til de politiske og uddannelsesmæssige discipliner, forklarer Gitte Sommer Harrits.

»De dyder, man skal mestre for at kunne begå sig politisk, er knyttet til nogle bestemte sociale positioner. Det er noget af det samme, der gør sig gældende i skolesystemet, hvor man skal sidde stille og kunne argumentere sagligt og rationelt, uden at det bliver følelsesladet.«

Der er således også væsentligt større sandsynlighed for, at man er politisk aktiv, hvis man er højtuddannet, uanset hvordan ens økonomiske situation i øvrigt ser ud.
Sammenhængen er af strukturel karakter, da der er et klart mønster i niveauet af uddannelse mellem generationerne i danske familier.  

Det betyder, at traditioner for at deltage aktivt i politik ofte går i arv. Forskningen peger da også på, at den nye fattigdom i Danmark er kulturelt baseret og omfatter folk med lav kulturel kapital.

»I denne gruppe føler man ikke, at man har noget at skulle have sagt eller nogen ret til at sige noget. På den måde positionerer man sig selv som passive, ekskluderede borgere,« forklarer Gitte Sommer Harrits.

Eliten og vælgerne
En af forklaringerne på klasseskellet i politisk deltagelse skal findes i den professionalisering, der har fundet sted inden for det politiske system. Politik er med årene blevet mere teknisk og formaliseret, forklarer Gitte Sommer Harrits. Dette har været en selvforstærkende faktor i skabelsen af en politisk elite, som er fjern fra den generelle befolkning.

Gitte Sommer Harrits nævner arbejderpartierne som eksempler på, hvordan forholdet mellem elite og vælgere har rykket sig på tværs af de europæiske lande.

»I takt med at stadigt færre af arbejderpartiernes opstillede politikere selv kommer fra arbejderbevægelsen, falder antallet af stemmer, de får fra arbejderklassen. Der er et mærkeligt forhold mellem de professionelle politikere, der rekrutteres fra et bestemt socialt lag og så de vælgere, de skal repræsentere,« siger hun.

I stemmeboksen betyder det, at mange af de traditionelle arbejdervælgere i stedet sætter deres kryds ved partier, der formår at kommunikere bredere og gør op med den rationelle og formelle måde at argumentere og føre politik på.

Lavere til loftet
Det er ikke kun inden for det parlamentariske system, at denne professionalisering har fundet sted, forklarer Gitte Sommer Harrits. I 1980’erne opstod en deltagelsesbølge, hvor folk dannede forældrebestyrelser for skoler og daginstitutioner, ældreråd og brugerråd på det sociale område. Forsamlinger, som i høj grad var selvregulerende, og hvor selv de mindste bidrag til arbejdet havde betydning.

Efterhånden som disse forsamlinger udviklede sig, blev fremgangsmåden også mere professionel. Det betød, at der efterhånden blev lavere til loftet, hvilket var med til at udelukke folk, der tidligere havde deltaget aktivt i bevægelserne.

»Selv om der også var regler for valg i den lokale fagforeningsklub, så kunne man nok råbe lidt højere der, end man kan i en børnehavebestyrelse i dag. Det hele er blevet mere formaliseret og abstrakt i kraft af den professionalisering, der har fundet sted,« siger Gitte Sommer Harrits, der mener, at der dermed er gået noget tabt.

»Det at samle sig og organisere noget på egne vegne, næsten uanset hvad det handler om, er med til at lære folk om demokrati og medborgerskab. Det giver en følelse af at have indflydelse, men også en følelse af at være kvalificeret til at have indflydelse og ikke mindst en ret til at have det.«

Problemet for EU
Følelsen af ikke at være velkommen gælder også, når det kommer til EU. Undersøgelser viser, at jo længere væk debatten og de politiske beslutninger befinder sig, desto mindre relevant forekommer det for en stor del af vælgerne. Det er et problem på tværs af Europa, hvor andre lande dog er hårdere ramt, forklarer Gitte Sommer Harrits.

»Danmark har stadigvæk et forholdsvis aktivt medborgerskab sammenlignet med andre lande. Men der er stadigvæk forskel inden for det aktive medborgerskab,« siger hun.

Gitte Sommer Harrits ser dog ikke sig selv som fortaler for et deltagelsesdemokratisk ideal, hvor alle borgere skal være politisk aktive hele tiden.

»Men jeg tror, at legitimiteten af det politiske system er afhængig af, at mennesker i en eller anden grad føler sig repræsenterede og i stand til at få deres synspunkter igennem på demokratisk vis. Det er muligvis også det, der er problemet for EU.«