Ulighed og fattigdom stiger i Europa

ANALYSE. EU blev i 2004 udvidet med ti øst- og centraleuropæiske lande og med yderligere tre relativt fattige øst-lande i 2007 og 2013. Denne udvidelse gjorde med et slag EU-landene meget mere ulige og forskellige med hensyn til indkomstniveau og velfærdssystemer.

Den gennemsnitlige indkomst i Østeuropa er kun cirka en fjerdedel af indkomsten i Nordeuropa og en tredjedel af indkomsten i Sydeuropa. Men også mellem de ”gamle” EU-lande er der ganske væsentlige forskelle med hensyn til de velfærdsstatslige modeller. Det har betydning for fordeling af indkomster og størrelsen af socialt udsatte befolkningsgrupper.

Man kan opdele EU-landene i tre hovedkategorier, hvor den økonomiske struktur på tværs af landene i hver region svarer nogenlunde til hinanden. Det drejer sig om Nordeuropa, Østeuropa og Sydeuropa. Storbritannien og Frankrig er undtagelser og må betragtes særskilt.

Væksten varierer
Den langstrakte krise, der blev indledt i 2008, har demonstreret, at disse landegrupperinger har udviklet sig uens målt på en række væsentlige samfundsøkonomiske parametre. Herunder bruttonationalproduktet (BNP), som er værdien af de varer og tjenester, som produceres i et land og dermed også et mål for indkomstniveauet.

Denne forskellige udvikling, efter krisen satte ind, har mange forklaringer, men nok så vigtigt er det at inddrage landenes økonomiske politik og mulighed for at fastholde en god international konkurrenceevne.

På trods af den generelt svage økonomiske udvikling i EU er det således lykkedes for de østeuropæiske lande at opnå betydelige positive vækstrater. I gennemsnit er disse landes BNP siden optagelsen i EU vokset med mere end 30 procent i modsætning til den tilsyneladende mest succesfulde region, Nordeuropa, der kun er vokset med godt 7 procent (se figur nedenfor).

Trods denne store forskel i den procentvise BNP-vækst betyder det dog ikke, at østeuropæerne har fået flere penge mellem hænderne end nordeuropæerne. Selvom BNP-væksten har været højere i Østeuropa end i Nordeuropa, er den beløbsmæssige forskel opgjort i euro forblevet stort set uforandret.

Man skal således være forsigtig med kun at vurdere væksten opgjort i procenter. Det er i sidste ende de absolutte beløb, der viser landenes forskellige velstand. Her har der i Østeuropa været et lavere udgangspunkt, og dermed er der fortsat stor forskel mellem nord og øst (se tabel 1 nedenfor).



Som forventet er det de sydeuropæiske lande, der er blevet hårdest ramt af den europæiske krise. Både med hensyn til fald i BNP og en deraf følgende stigning i arbejdsløshed og i antallet af socialt udsatte personer. Mellem 2004 og 2015 har de sydeuropæiske lande set under ét oplevet en negativ BNP-vækst.

Et tiår uden økonomisk vækst i en så stor gruppe af markedsøkonomiske lande er ikke set i hele efterkrigstiden. Hertil kommer, at det fald i BNP, der har fundet sted i Grækenland og Italien på henholdsvis 13 og 8 %, er exceptionelt. Vi skal helt tilbage til 1930’erne for at have oplevet en tilsvarende depression.

Ulighed og fattigdom er generelt stigende
Én ting er, at de enkelte EU-lande har oplevet ganske betydelige forskelle i udviklingen i levestandard. Noget andet er, hvordan de enkelte landes gennemsnitlige levestandard fordeles internt i landet.

Jeg har set på to faktorer som relevante mål for udvikling i henholdsvis fordeling og fattigdom. Dels Gini-koefficienten, hvor en stigning indikerer en øget forskel i fordelingen af disponible indkomster - det vil sige større ulighed. Dels antallet af personer, der befinder sig i en social risikogruppe.

Hovedtendensen mellem 2001 og 2014 har været i retning af øget ulighed målt ved både Gini-koefficient og ved antallet af mennesker i risiko for fattigdom. Her gælder det dog også, at der er betydelige forskelle mellem regioner og lande. Nordeuropa, inklusiv de tre nordiske EU-lande, havde som udgangspunkt den mest lige indkomstfordeling. Men uanset en mindre, omend positiv BNP-vækst, har landene ført en fordelingspolitik, der har øget uligheden, som dermed er vokset i stort set samme omfang som i Øst- og Sydeuropa (se tabel 2 nedenfor).

Frankrig og Storbritannien skiller sig derimod ud. Frankrig har en markant stigning, mens Storbritannien, måske mere overraskende, har et betydeligt fald i Gini-koefficienten. Ændringerne kan dog dække over ganske forskellige underliggende tendenser. Et fald i Gini-koefficienten i Storbritannien kan for eksempel forklares ved et løft i indkomsten for en stor gruppe personer med en mellemindkomst.

Derved kommer beregningen af Gini-koefficienten til at skygge for et samtidigt og ganske betragteligt fald i indkomsten i den nederste ende af indkomstskalaen.  Således ser man i Storbritannien en betydelig stigning i antallet af fattige personer.

I Frankrig er det formentlig en udtynding af midtergruppen, der forklarer stigningen i Gini-koefficienten, mens antallet af fattige personer er steget mindre end i Storbritannien (se tabel 3 nedenfor). 

Det er ligeledes interessant at se, hvordan Østeuropa under ét har reduceret antallet af fattige personer. Dette må primært tilskrives den betydelige BNP-vækst i regionen, der tilsyneladende i en vis grad er kommet alle befolkningsgrupper til gode. Dog med det forbehold at uligheden også er steget i Østeuropa.

Derimod viser de nordeuropæiske lande en stigning i både Gini-koefficienten og i antallet af fattige personer. Dette skyldes sandsynligvis den økonomiske politik, der har haft som mål at trimme velfærdstaten. Det gælder særligt i Tyskland, men også i de øvrige nordeuropæiske lande.

I Sydeuropa ser man som forventeligt, at antallet af fattige og socialt udsatte personer er vokset, og at den i forvejen høje Gini-koefficient er steget yderligere. Her har krisen ramt hårdest i bunden af indkomstskalaen.

Krisen er gået ud over de fattigste
Tiåret 2004-2015 har været enestående i Europas efterkrigstids historie, idet der som gennemsnit ikke har været nogen økonomisk vækst. Meget peger mod den restriktive økonomiske politik som en væsentlig faktor. En politik, der har været delvist motiveret af den stærkt forøgede offentlige gæld efter finanskrisen og de heraf følgende krav om nedskæringer på de offentlige budgetter. Det har især ramt euro-landene, der er underlagt særligt skrappe lånebetingelser.

Derimod er ulighed og fattigdom i højere grad et resultat af de enkelte landes nationale velfærdspolitik i form af såkaldte arbejdsmarkedsreformer, der har indebåret sociale nedskæringer og lempelse af beskatning. Skæres der i de sociale ydelser, stiger fattigdommen, hvilket ses i Nord-, Sydeuropa og Storbritannien. Sænkes topskatten, øges uligheden - i modsætning til en sænkning af for eksempel momsen.

De lande, der har overskud på betalingsbalancen, har bedre råd til at lade produktion og beskæftigelsen vokse, mens underskudslandene tvinges til at spare og skære ned. En politik, der altid går hårdest ud over den i forvejen fattigste del af befolkningen.