Vi konkurrerer (ikke) på løn

KONFLIKT. Fredag den 4. marts blev den svenske fagbevægelse og regering sat i alarmberedskab over et lækket lovforslag fra Kommissionen.

Den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven greb røret og tastede +32 for Belgien og 2 for Bruxelles. EU-parlamentariker Marita Ulvskog (S) krævede kommissionsformand Junckers afgang. Embedsmænd tog plads i et chartret fly fra Stockholm til Bruxelles for at holde hastemøde med kommissionsledelsen over weekenden.

Ophidselsen var blevet udløst af et forslag til nye regler for ”udstationerede arbejdere”, ansatte som arbejder i et andet EU-land end deres eget i op til to år. Problemet var, at forslaget, set med svenske øjne, risikerede at cementere konkurrencen på lave lønninger. Det ville ikke som forventet sikre lige løn for det samme arbejde på den samme arbejdsplads. Det kunne også bane vej for EU-indgreb i forhandlings- og konfliktretten.

Fra det østlige Bulgarien
De faglige organisationer LO, TCO (svarende til danske FTF) og SACO (svarende til AC) skrev et fælles brev sammen med arbejdsgiverne i Svenskt Näringsliv. De kaldte forslaget for et ”generalangreb på det svenske overenskomstsystem”.

Fire dage senere, tirsdag den 8. marts, viste det sig, at Kommissionen havde taget kritikken til efterretning. Flere kontroversielle formuleringer var blevet slettet eller ændret. Den akutte krise var overstået.

»Det lækkede forslag var skrevet i det østlige Bulgarien. Det endelige forslag var skrevet fra Atlantkysten, men hvad det ender med, har vi til gode at se,« siger Claes-Mikael Jonsson, jurist i svensk LO, efter den korte krise, som aldrig rigtigt fik gennemslag i medierne. Han er bekymret over, at Kommissionen kan komme med to så forskellige udspil inden for mindre end en uge:

»Det er som om Kommissionens sagsbehandlere og jurister arbejder ud fra en anden dagsorden end den politiske ledelse.«

Ordkløveri og systemkonflikt
Kernen i konflikten ser ud til at handle om betydningen af ord og begreber, som det ofte er tilfældet i EU-sammenhæng. Skal udstationerede arbejdere have ”minimumsløn” som det stod i det lækkede forslag, eller skal de have ”erstatning,” sådan som den tillempes i udstationeringslandet, som det lidt kringlet kom til at stå i det endelige forslag.

Hvem afgør, hvad der er gældende lønniveau? Arbejdsmarkedets parter som i Sverige og Danmark, eller skal det reguleres med EU-lov som i sidste instans fortolkes af EU-Domstolen. Det kan se ud som ordkløveri, men handler om systemkonflikter. Mindsteløn fastlagt ved lov er praksis i mange EU-lande, men eksisterer ikke i Sverige og Danmark.

»Når vi har brugt 140 år på holde den svenske stat borte fra løndannelsen, så giver vi ikke de beføjelser væk til EU-staten,« siger LO-juristen Claes-Mikael Jonsson.

Lignende toner kan man også høre fra parterne på det danske arbejdsmarked, selv om dansk LO, FTF og AC, ligesom arbejdsgiverne i DA, udadtil har holdt lav profil.
Flemming Dreesen, ansættelsesretschef i DA har kun set det endelige forslag og ikke den lækkede version, men er bekymret over det han har set.

»Det, som Kommissionen er kommet med, er stadigvæk slemt. Princippet om lige løn for samme arbejde er stadig ikke med,« siger han.

Lønkonkurrence et voksende problem
Selv om fagbevægelsen og arbejdsgiverne i de nordiske lande naturligt har modsatrettede interesser, er der en enighed om ikke at svække overenskomstsystemet, hvor løn og andre vilkår forhandles mellem parterne.

For fagbevægelsen er lønkonkurrence for det samme job uacceptabelt.
14 faglige hovedorganisationer fra de fem nordiske lande skrev i januar i år til Kommissionen og advarede om, at udviklingen i EU går den gale vej. De 14 henviste til Laval-sagen, en afgørelse i EU-Domstolen fra 2007, som dømte to svenske fagforeningers blokade af et lettisk byggefirma i Sverige ulovligt. De lettiske ansatte var lønnet under den gældende svenske overenskomst.

”Siden Laval-dommen har der været en kamp for at opretholde ligebehandling i de nordiske lande. Diskriminering og lønkonkurrence er blevet et problem. Der er kommet øgede politiske, økonomiske og sociale spændinger på arbejdsmarkedet,” stod der i brevet. For arbejdsgiverne er Kommissionens måde at møde lønkonkurrence på et større problem end lønkonkurrencen i sig selv.

Uforeneligt med markedet…
Fem nordiske arbejdsgiverorganisationer skrev i november sidste år, at samme løn for samme arbejde på den samme arbejdsplads ikke kan lade sig gøre, fordi der kan findes flere forskellige overenskomster på den samme arbejdsplads.

Arbejdsgivernes konklusion er, at EU skal holde fingrene helt væk fra overenskomstsystemet, som det fungerer i de nordiske lande. De to parter havner dermed på den samme side i en voksende konflikt mellem øst og vest, eller måske snarere mellem øst og nordvest i EU.

Ni øst- og centraleuropæiske lande (Bulgarien, Rumænien, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Polen, Estland, Letland og Litauen – alle undtagen Slovenien og Kroatien) har gjort deres holdning helt klart i et åbent brev til den ansvarlige kommissær Marianne Thyssen.

”Vi mener at enhver reference til samme løn for det samme arbejde på den samme arbejdsplads er misvisende og uforeneligt med et genuint indre marked,” skriver de ni og skærer det helt ud i pap: 
”(…) der må ikke findes nogen forhindringer for, at serviceudbydere kan profitere fra en konkurrencefordel, som er resultatet af forskelle i nationale lønningsniveauer. En fordel, som hidtil har været sikret af EU-lov og særlig ved EU-Domstolens afgørelser.”

”Lyt ikke til Juncker”
»Vi har helt klart fået en øst-vest-konflikt. Det er en meget uheldig opdeling af Europa, som vi ikke havde forestillet os ville ske,« siger Flemming Dreesen fra DA.
Han tror, at forhandlingerne i Ministerrådet og Parlamentet om Kommissionens forslag kommer til at strække sig over et par halvårlige EU-formandskaber. Det vil sige, at revideringen af det kontroversielle Udstationeringsdirektiv nok tidligst vil falde på plads en gang i 2017.

Den svenske LO-jurist Claes-Mikael Jonsson mener også, at sagen langt fra er overstået, selv om det endelige forslag, fra hans udgangspunkt, blev mere spiseligt end det første udkast.

»Vi har undervejs hørt embedsmænd sige, at vi ikke skal lytte til Junckers tale om samme løn, men at de arbejder for at få skabt de samme regler for alle. Det er foruroligende. Det kan også undre, at Kommissionen kan stå bag to så forskellige udspil inden for fire dage. Der er jo mindst otte østeuropæiske kommissærer, som har accepteret det endelige forslag. Der må være sket en eller anden politisk byttehandel i kommissionsledelsen,« siger Claes-Mikael Jonsson.