NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Landbrugspolitikken kan revideres nu, men den skal ikke laves om før om tre år. Alligevel kan det allerede være for sent at indgå reformer om to uger. Til den tid vil EU lægge sig fast på, hvad de nye medlemslande må få i landbrugsstøtte - og hvor meget eller hvor lidt, der skal laves om på støttepolitikken.
»Hvordan kunne nogen bare finde på at mene, at 312 milliarder kroner om året i direkte støtte (plus det dobbelte i forhøjede priser) er for meget for at producere mad, som ingen vil have, holde bønderne i den tredje verden fattige, og ødelægge miljøet på landet?«
Svaret på det sarkastiske spørgsmål i sidste uges nummer af tidsskriftet The Economist er »det kan vi«.
»Vi«, er i denne sammenhæng landbrugsministrene i Frankrig, Luxembourg, Spanien, Portugal, Irland, Østrig samt i Vallonien, den fransktalende del af Belgien.
I et læserbrev til blandt andet aviserne The Guardian og Financial Times har ministrene fra de seks EU-lande og det halve Belgien lagt navn til at »Europa skal være stolt af sin model for landlig civilisation«.
Polemikken i spalterne er ikke udløst af, at landsbrugspolitikken pludselig er begyndt at koste mange penge. Det er der intet nyt i.
Det nye er en indsigt i, at hvis landsbrugspolitikken skal laves om, så er det nu, det skal ske.
Når, eller hvis, EU om to år er vokset fra 15 til 25 medlemslande, er det for sent.
Plads til seks
De økonomiske rammer for landbrugspolitikken blev lavet i Berlin i foråret 1999. Det var her, stats- og regeringscheferne vedtog en reformpakke ved navn Agenda 2000.
Formålet var at give plads for op til seks nye medlemslande indenfor et fast budgetloft på maksimalt 1,27 procent af det samlede BNP de kommende seks år.
Det loft skal så genforhandles til det kommende langtidsbudget for årene 2007-2013. Altså er år 2006 det absolut sidste udkald for dem, som vil lave om på EU-finanserne.
Komplikationen er bare, at der nu venter ti nye lande på medlemskab fra 2004, plus Bulgarien og Rumænien i 2007, og ikke kun de seks - Estland, Polen, Ungarn, Tjekkiet, Slovenien og Cypern - som langtidsbudgettet blev lavet til.
Det betyder, at EU ikke kan give fuld landbrugsstøtte til flere end seks nye lande, selv om man rent hypotetisk ville det, uden enten at bryde igennem det aftalte budgetloft, eller uden at barbere støtten til de nuværende medlemslande.
I den forbindelse kommer Kommissionens »Midvejsevaluering« af landbrugspolitikken i fokus, og det er derfor, støtten til landbruget i ansøgerlandene er blevet til det kritiske punkt i udvidelsesforhandlingerne.
Stille og roligt
Oprindeligt skulle Kommissionen bare give et bud på, hvordan det går med Agenda 2000 i halvlegen efter tre år, deraf navnet Midtvejsevaluering. Men flere ting har udviklet sig, siden den køreplan blev lagt:
Resultatet blev, at Midvejsevalueringen fra juni i år kom til at indeholde ganske drastiske forslag, selv om der ikke fjernes en eneste euro eller krone, fra det samlede budget. Det handler om måden, pengene skal bruges på.
Både Kommissionen og det danske formandskab vil nu, at de forslag diskuteres stille og roligt uden ophidselser, så der ikke af den grund går kludder i de sidste ugers afgørende udvidelsesforhandlinger.
Tingene hænger godt nok sammen, men skal løses separat og parallelt, lyder opfordringen fra Bruxelles og København,
Tysk-fransk opgør?
Omvendt vil de nettobetalende medlemslande Nederlandene, Storbritannien, Sverige og Tyskland bruge lejligheden til et opgør med landbrugspolitikken, med bagtanken nu eller aldrig.
Mod den »nordlige alliance« står landbrugsfundamentalisterne i syd og sydvest; Frankrig, fem andre lande plus det halve Belgien, hvis landbrugsministre forklarer sig i læsebreve.
Finland, Italien, og Grækenland står på sidelinjen. Belgien er splittet og Danmark går op i formandskabsopgaven.
Alt i alt er det et tilstrækkeligt broget politisk billede for at de, som vil modsætte sig en afgørende forandring, nok har størst mulighed for at vinde. Et tegn i den retning er samtalerne mellem Tyskland og Frankrig, som kan føre til et landbrugskompromis mellem de to tunge EU-lande hen over hovedet på de andre og på Kommissionen.
Landbrugsministrene diskuterer Midtvejsevalueringen, når de mødes næste gang den 14.-15. oktober.
Men en afgørende milepæl bliver nået, når stats- og regeringscheferne ti dage senere skal enes om, hvad de vil tilbyde ansøgerlandene i landbrugsstøtte - dog med det forbehold, at et nyt irsk nej til Nice kort inden ikke rydder dagsordenen til fordel for akut krisehåndtering i Bruxelles den 24.-25. oktober.