NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
LEDER
Så sent som i oktober forsikrede statsminister Anders Fogh Rasmussen danskerne om, at EU-landenes gensidige forpligtelse til at forsvare hinanden mod et angreb – »Musketér-eden« – var på vej til at blive pillet ud af forfatningen.
Det kom blot ikke til at ske. Tværtimod er der, som omtalt på forsiden, sket den skærpelse, at den fælles forsvarsforpligtelse nu ikke kun skal gælde de lande, der helt bevidst ønsker at udvikle et fælles militær. Den skal også gælde neutrale lande som Irland, Østrig, Sverige og Finland.
Selvom det planlagte EU-forsvar endnu er yderst beskedent, skal man ikke tage fejl af situationen. EU styres af folk, der ønsker at gøre organisationen til en militær magt, der kan gribe ind i alle kritiske situationer i Europa, og som måske ad åre kan spille en afgørende rolle i de dele af Mellemøsten og Afrika, hvor EU har økonomiske og politiske interesser.
At tro på, at denne magt kun skal bruges til at sikre freden er dybt naivt. Militær styrke har historisk set altid været brugt til at gavne det land eller de lande, der har haft den til rådighed. Og der er ingen grund til at tro, at EU vil komme til at danne en undtagelse.
Det eneste, der holder os udenfor disse stormagtsdrømme er det danske forsvarsforbehold, som har forpligtet vores politikere til meget mod deres vilje at lade være med at deltage i udviklingen af EU’s militære muligheder.
Netop derfor er det afgørende vigtigt, at EU’s militære planer ikke holdes uden for debatten, når vi om føje tid skal sige ja eller nej til EU-forfatningen.
Argumenterne for at sige nej bliver stadig stærkere.