ARTIKLER


Har vi været til samme høring?

Læserdebat


Af Claus Larsen-Jensen
1. december 2003

Kære Erling Böttcher!


Jeg har læst din artikel i Notat den 14/11 fra Europaudvalgets høring om social- og arbejdsmarkedspolitikken. Når jeg læser denne artikel, forekommer det mig, at du har deltaget i en hel anden høring end jeg og andre.


Holdningen til social- og arbejdsmarkedspolitikken er i dansk politik (også hos arbejdsmarkedets parter) skiftet fra en frygtens tilgang om, at EU truer dansk velfærd og den danske arbejdsmarkedsmodel, og til at EU faktisk kan føre noget positivt med sig på disse områder.

Holdningen er nu, at den danske arbejdsmarkedsmodel uden at være truet kan passe sammen med fælles EU-regler, og at en arbejdsmarkedsmodel med en ny og stærkere rolle til arbejdsmarkedets parter er på vej – også i den nye forfatningstraktat – som et supplement til de nationale modeller.

Også blandingsmodel i Danmark
Holdningen er, at vi også i Danmark har en blandingsmodel mellem lovgivning og aftaler på arbejdsmarkedet, og at landene selv tilrettelægger og finansierer velfærdssamfundet.


EU’s opgave er 1) at sikre rettigheder, når man arbejder, studerer og bor i et andet land, 2) at sikre, at pensionssystemer og socialsystemer økonomisk er så funderede i landene, at de kan holde til den store ændring i befolkningernes alderssammensætning.


Frygtens tilgang medfører, at man sætter sig selv uden for indflydelse. Aktiv deltagelse medfører, at vi får indflydelse på udformningen af den fælles politik og indretning i Europa.

Vil sikre lægers rettigheder
Så et par kommentarer til Hospitalslægernes arbejdstid. Dommen lever meget godt op til det, der er formålet med arbejdstidsdirektivet, nemlig at beskytte lønmodtagere i Europa. Det har medført problemer for læger, hvis rådighedsvagter ikke tæller med i arbejdstiden.


Hvis man ikke sidder med ansvaret for sygehusenes økonomi, hvor man selvfølgelig må reagere imod denne fortolkning, fordi det vil koste mange penge, så har Domstolen faktisk forsøgt at sikre lægernes rettigheder med hensyn til arbejdstid.


Dommen medfører, som jeg har forstået, en reaktion fra flere lande, fordi de har samme problem som Danmark. Kommissionen skulle, som jeg har forstået det, være på vej med en ændring af direktivet på dette felt.


Jeg synes kort sagt ikke, at artiklen er dækkende for høringens indhold, oplæg og debat.

Med venlig hilsen
Claus Larsen-Jensen
Formand for Europaudvalget