ARTIKLER


Liste N klar til valg


Af Redaktionen
1. december 2003

Folkebevægelsen mod EU holdt den 25-26. oktober landsmøde i Hillerød og valgte her sine tre spidskandidater ved en særlig afstemning.


Det blev Ole Krarup, Ditte Staun og Karina Rohr Sørensen, som i nogen tid har været organisationens talspersoner.


Kandidaternes alder går fra 18 til 69, og gennemsnittet er 44 år. »Kun« 9 af de 20 er kvinder, men de står til gengæld øverst på listen.


Blandt dem er den 38-årige Affra I. Khallash, der er født i Bagdad og kom til Danmark som 6-årig. Hun er medlem af Det Radikale Venstre og er formentlig den første muslimske kvinde i Norden, der opstilles ved et valg til EU-Parlamentet.


»Min modstand mod EU bygger på en international holdning, for jeg tror på en fælles verden for os alle. Men EU’s superstatspolitik bremser mere, end den gavner, for EU er jo ikke de europæiske borgeres projekt, men et fjernt, bureaukratisk jakkesætsprojekt. Ældre bliver glemt i EU og er overladt til sig selv, mens de rige bliver rigere,« sagde Affra I. Khallash forud for sit valg.


Blandt de opstillede er også folketingsmedlem Søren Søndergaard fra Enhedslisten. Han ønskede ikke at stå i toppen, men vil gerne markere, at han støtter listens politik.