ARTIKLER


Afviser klage over partistøtte

Ministerråd og Parlament vil ikke have afprøvet støtte til storpartier ved domstolen.
Af Brigitte Alfter
16. maj 2004

Afviser klage over partistøtte

De europæiske partier. Ministerråd og Parlament vil ikke have afprøvet støtte til storpartier ved domstolen.

Af Brigitte Alfter

Hvis det står til Ministerrådet og EU-Parlamentet, skal der ikke være nogen retssag om den nye forordning om partistøtte, som 22 parlamentarikere med Jens-Peter Bonde i spidsen har klaget over og indbragt som sag for EF-Domstolen i Luxembourg.

Den nye forordning, der blev vedtaget sidste år og træder i kraft efter parlamentsvalget i juni, betyder, at den særlige EU-partistøtte kun gives til partier, der er partier på europæisk niveau og er repræsenteret i mindst syv af de 25 lande.

Desuden skal et parti arbejde for og leve op til EU’s »grundlæggende værdier.« Om partiet gør det, afgøres af de konkurrerende parlamentarikere ved en flertalsbeslutning.

Gør ingen indtryk

Klagernes advokat siger, at ordningen er i strid med bestemmelser i den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt med EU’s egne regler. Og de støttes af Ole Espersen, der er professor i folkeret. Han mener, at partistøtte bør gives på baggrund af objektive grundlag som eksempelvis medlemstal og stemmetal i stedet for politiske vurderinger.

Men disse indvendinger gør ingen indtryk på Ministerrådet og Parlamentet. Det er dem, der har besluttet forordningen, derfor er de blevet bedt om at udtrykke deres holdning i sagen, inden den går sin videre gang ved EF-Domstolen i Luxembourg. Og deres mening er klar: Sagen bør afvises, fordi der ikke er nogen sag, og sagsøgerne skal betale omkostningerne.

Har ingen ret til at klage

Der er to hovedargumenter i svarene, forklarer Herman Verheierstraten, der er juridisk rådgiver for klagerne. Dels skal klagen mod forordningen komme fra den rette klager, dels skal klagerne kunne bevise, at de har en personlig interesse i sagen. Ingen af delene er opfyldt, mener Ministerrådet og Parlamentet.

En forordning er en EU-lov, der umiddelbart gælder i alle lande og altså ikke skal bekræftes af eksempelvis Folketinget. Indbygget i den er, at kun de enkelte lande samt EU-institutionerne kan klage imod en forordning, lyder argumentationen fra Ministerrådet.

Rådet siger endvidere, at forordningen drejer sig om »politiske partier på europæisk niveau«. Mens klagerne blandt andet slår på, at forordningen vil svække nationale partier i EU-Parlamentet eller partier, der repæsenterer mindretal, afviser Ministerrådet alle andre definitioner.

Endelig mener både Ministerråd og Parlament, at klagerne skal have personlig interesse i sagen, for at kunne få domstolen til at se på den, hvilket de ikke mener de har, da forordningen jo vedrører partier på europæisk niveau og ikke de enkelte personer.

Hvad der svares

Næste skridt er et svar fra klagerne, som skal afleveres i slutningen af denne måned. Argumenterne vil blandt andet gå på, at klagernes partier selvfølgelig er europæiske partier, selv om de ikke opfylder kravet om partiorganisationer i syv lande.

»JuniBevægelsen stiller for eksempel slet ikke op til Folketinget, men kun på europæisk niveau,« siger Herman Verheierstraten, der er jurist i EDD-gruppen i Parlamentet, hvor JuniBevægelsen er med i.

Klagerne kræver, at parti-støttereglerne bliver afskaffet snarest.