ARTIKLER


Bent Briers død

Bent Brier, Græsted, døde 17.12.2003. Sven Skovmand, Ole Krarup og Niels Petersen skriver mindeord.
Af Sven Skovmand med flere
17. maj 2004

Onsdag den 17. december døde Bent Brier, Græsted, efter kort tids sygdom, 80 år gammel.

Det skete, umiddelbart efter, at vi havde færdigredigeret det sidste nummer af Notat inden jul. Derfor når vi først at skrive om ham nu.

Bent spillede en kolossal rolle for både Folkebevægelsen og EU-modstanden. Det fremgår til fulde af de mindeord, som vi bringer af Ole Krarup og Niels Petersen, og som jeg helt kan slutte mig til.

Bent var en mand, man altid kunne regne med. Det gjaldt, hvad enten der skulle skrives en resolution eller gøres et stykke praktisk arbejde. Derfor var vi kede af, at han på grund af sygdom måtte opgive sit arbejde i Folkebevægelsen.

Men vi savner ham nu først og fremmest som det menneske, han var – en mand, der forenede samarbejdsvilje og smidighed med fasthed, når væsentlige principper var på spil.

Sven Skovmand

En samlende kraft

Vi er mange, der vil savne Bent – både hans sikre politiske dømmekraft og hans fornemme personlige egenskaber. Selv op i sine høje år var han skarp og præcis i sine analyser, men aldrig besk eller sarkastisk, hans debatform og argumenter lyste altid af venlighed.

Det var Bent, der – under en demonstration ved topmødet i København i 1993 – overtalte mig til at stille op for Folkebevægelsen, og han var den, jeg søgte råd hos, når jeg skulle orientere mig om både almene politiske spørgsmål og Folkebevægelsens sammensatte væsen.

Hans viden og indsigt var enorm, og båret af en ægte humanistisk indstilling og den personlige elskelighed og respekt for modsatte holdninger, som bliver sjældnere og sjældnere.

Bents indsats – på snart sagt alle områder – kan ikke overvurderes. Han udgjorde en samlende kraft i Folkebevægelsen og havde en stor del af æren for det bestandige sammenhold i den blandede - og særdeles stærkt artikulerede - tværpolitiske gruppe af individualister og fraktioner, som udgør Folkebevægelsen.

Og han gjorde det på en så overbevisende og elskværdig måde, at jeg med sikkerhed kan sige, at han var uden fjender.

Jeg vil altid mindes Bent med udelt glæde.

Ole Krarup

Stod ved sin mening

Ved meddelelsen om Bent Briers død faldt følgende verslinjer af Grundtvig mig ind:

»Om kort, om lang blev løbebanen spændt,

den er til folkegavn, den er til grøde.

Som godt begyndt er dagen godt fuldendt,

og lige liflig er dens aftenrøde.«

Folkegavn og grøde er netop det, man tænker på med Bent. Grøden i det danske folk havde han øje for, og heldigvis lykkedes det et par gange at skabe flertal i det danske folk for hans synspunkt.

Efter menneskelig målestok blev Bent Brier en gammel mand. Men alligevel er det for os, der kendte ham, som om det er en yngre mand, der er revet ud af sit virke.

Vi husker ham fra de mange år som den spinkle, iltre mand, der ilede til talerstolen og argumenterede for sit – indimellem også for synspunkter, der ikke passede med det politisk korrekte. Men Bent stod ved sin mening, uanset om han løb sig en staver i livet ved det. Der var altid et engageret menneske bag ordene både i tale og skrift, et menneske med ildhu.

I Sønderjylland sagde man i gamle dage når man kondolerede: »Jeg føler glæde for sorg« og mente vel dermed, at glæden over at have kendt det menneske var større end sorgen. Sådan er vi mange der føler i disse dage.

Mange venlige tanker går til Ulla og den øvrige familie.

Niels L. Petersen