ARTIKLER


EU-tilpasning til glæde for alle

Forventningerne til EU er store i Tyrkiet, af mange forskellige grunde.
Af Staffan Dahllöf
24. oktober 2004

Tyrkiet har sammen med Rumænien i flere år haft føringen i de uofficielle mesterskaber i EU-entusiasme, hvis man skal tro forskellige opinionsmålinger.

Den EU-entusiastiske holdning kan man finde hos regeringskritiske såvel som loyale organisationer, men også blandt tyrkere der ikke nødvendigvis ser EU-medlemskab som et mål i sig:

Årsagen er at selve tilnærmelsen til EU har medført forbedringer, og en styrkelse af det civile tyrkiske samfund.

Industri- og erhvervsorganisationer er for EU-medlemskab, ligesom store dele af den i og for sig svagelige fagbevægelse.

Kurder og andre etniske minoritetsgrupper er for.

Aleviter, en shia-lignende gren af Islam som menes at omfatte 12-20 millioner, ofte politisk venstreorienterede, tyrkere er for. Aleviter har følt sig undertrykt af staten, og til dels af det sunnimuslimske flertal.

Forrang til menneskerettigheder

Udøvende muslimer af forskellige retninger har set EU som en hjælp imod den nærmest fundamentalistisk sekulære (ikke-religionsbundne) tyrkiske stat. Det er kun fem år siden at Tyrkiets nuværende premierminister Recep Tayyip Erdogan blev fængslet for at have reciteret et religiøst digt på et valgmøde.

Det er i og for sig ikke vanskeligt at finde kritik af EU-systemet for dobbeltmoral, udpresning, og arrogance overfor Tyrkiet, men der har hidtil kun resulteret i en svagelig kritik af den officielle EU-linje.

Hvor langt Tyrkiet er gået i formel EU-tilpasning kan illustreres af en ændring af forfatningen, vedtaget i maj 2004.

Lovændringen indebærer at i tilfælde af konflikt mellem "internationale og Europæiske aftaler" og tyrkisk lov, skal tyrkiske domstole sætte den tyrkiske lov til side. I Danmark vil det tilsvarende gælde ved eventuelle brud mod den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Men ved konflikt mellem EU-ret og dansk grundlov rangerer grundloven højest. Det slog Højesteret fast i sin dom om Maastrichttraktaten.