EU’s atomfællesskab vejrer morgenluft

Euratom er EU’s traktat for ”udvikling af en kerneenergiindustri”. Og udviklingen er langt fra gået i stå
Af Ib Roslund
27. december 2004

Nogle mener at Euratom er et støvet og fejlagtigt fortidsklenodie, der forlængst burde være pensioneret. Andre mener at Euratom og atomkraft er fremtiden for EU. Men hvad er Euratom?

Allerede i juni 1955 enedes udenrigsministrene for Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Luxembourg og Vesttyskland om at de burde forene landenes ressourcer med hensyn til atomenergi. To år efter blev idéen realiseret.

"Ved denne Traktat opretter De Høje Kontraherende Parter indbyrdes et Europæisk Atomenergifællesskab (Euratom). Fællesskabet har til opgave gennem skabelsen af de nødvendige betingelser for den hurtige dannelse og udvikling af en kerneenergiindustri at bidrage til højnelse af levestandarden i Medlemslandene og til udvikling af forbindelserne med andre lande".

Sådan lød formålsparagraffen for Euratom-traktaten, som de seks lande underskrev den 25. marts 1957 i Rom ved grundlæggelsen af EF. Hidtil var det kun Frankrig, som havde præsteret en egentlig indsats for en atomindustri. Nu skulle alle for alvor med på vognen.

Alternativ til olie

I traktatens artikel 2 forklaredes hvordan Euratom skulle opfylde sit formål: Gennem forskning i og udbredelse af viden om a-kraft, gennem indførelse og overvågning af fælles sikkerhedsnormer, hjælp til investering i og opførelse af atomindustrielle anlæg, sikring det nødvendige brændstof, kontrol mod misbrug af radioaktivt materiale, dannelse af et atomindustrielt marked og oprettelse af internationale forbindelser.

Atomkraftens betydning blev bl.a. forklaret i 1957 i en såkaldt vismandsrapport med titlen "Et mål for Euratom og dermed er vigtigt mål for den europæiske energipolitik". Ifølge rapporten skulle udviklingen af atomkraft lette den byrde, som olieimport allerede dengang udgjorde for medlemslandene.

I starten havde Euratom sin egen kommission og egne råd. Men i 1965 blev det imidlertid vedtaget at lægge Euratom, Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og Fællesmarkedet sammen i én organisation under samme ministerråd og kommission for at forenkle systemet med virkning fra 1967.

Nedtur efter Tjernobyl

Katastrofen på det sovjetiske Tjernobyl-kraftværk den 28. april 1986 betød at udbygningstakten for atomindustrien dalede i EU-landene i de følgende år.

I fem af de gamle EU-lande er atomkraft mere eller mindre under afvikling: Belgien, Holland, Spanien, Sverige og Tyskland. Kun i tre af de 15 gamle er udviklingen af atomkraft stadig klart på dagsordenen: Storbritannien, Frankrig og Finland.

Men af de 10 nye lande har fem af dem atomkraftværker: Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Litauen og Ungarn. Så udvidelsen har styrket atomindustriens positioner i EU.

33,54 pct. af al elektricitetsforbruget i EU i 2003 blev leveret af de 159 atomreaktorer, der var i drift det år. Det fremgår af den seneste årsrapport fra Euratom Supply Agency, som i år flyttede sit hovedkvarter fra Bruxelles til Luxembourg.

Comeback efter udvidelsen

Selvom nogle atomkraftværker måske vil lukke – som Barsebäck i Sverige – så er andre på vej. Det står klart, efter at Finland har påbegyndt bygningen af det hidtil største atomkraftværk i hele EU. I september godkendte den afgående EU-kommission at den britiske regering giver 50 milliarder kroner i statsstøtte til den britiske atomindustri.

I februar i år vedtog EU's økonomiske og sociale komite (EESC) en såkaldt "realistisk og ikke ideologisk" holdning til atomkraft. Og senere på året lød der lignende meldinger fra EU-kommissionen og især den afgående energikommissær Loyola de Palacio, som erklærede at der bør påbegyndes bygning af et til to nye atomkraftanlæg hver måned i EU – formentlig i 0steuropa. De officielle forklaringer på den nye kurs er stigende oliepriser og dårlige resultater med udvikling af vedvarende energi.

Der tegner sig et comeback for atomkraft i EU som fremtidens ”miljørigtige” energikilde – den eneste energikilde som EU i mange år har satset særskilt på - gennem Euratom.

Euratom-traktaten

Traktaten om et ”atomenergifællesskab” blev indgået i 1957.

Den blev på det tidspunkt ligestillet med traktaten om kul- og stålfællesskabet fra 1952, og med Rom-traktaten (traktaten om det europæiske økonomiske fællesskab - EØF) fra samme år.

Ti år senere blev de tre traktater lagt sammen til EF (De Europæiske Fællesskaber, altså fællesskaber i flertal).

Formålet med Euratom er blandt andet at forske i og udbrede viden om kernekraft, indføre og overvåge fælles sikkerhedsnormer for de ansatte, understøtte investeringer i atomkraftværker, og at sikre det nødvendige brændstof.

Formelt set ejer EU i kraft af Euratom-traktatens artikel 86 alt fissilt materiale i medlemslandene, det vil sige de stoffer hvor atomkernen kan spaltes.

Samtidigt overlader artikel 87 en ”ubegrænset brugsret” til medlemslandene og til virksomheder og privatpersoner.

Men alle aftaler med kunder eller leverandører uden for EU skal sendes i tre eksemplar til brændselsforsyningsagenturet ESA (Euratom Supply Agency).

ESA (ikke at forveksle med den europæiske rumfartsorganisation European Space Agency i Paris) havde frem til den 1. maj kontor i Bruxelles, men er nu flyttet til Luxembourg.

ESA’s årlige rapport giver blandt andet et billede af atomkraftens status i EU og den øvrige verden.

Den kan hentes på http://europa.eu.int/comm/euratom/index–en.html

Ikke megen sikkerhed

Kommissionen mener i lighed med kritikerne at Euratom ikke har fulgt med tiden. Det fremgår af følgende citat:

”EURATOM-traktaten behandler slet ikke, eller kun lidt sikkerhedsaspekter såsom kernekraftværkers driftssikkerhed og opbevaring af radioaktivt affald.

Det kan forklares med at de bekymringer ikke stod i fokus på det tidspunktet, da traktaten blev indgået. Sikkerhedsreguleringer er derfor udviklet ad nationale linjer og under nationalt ansvar.”

Fra Kommissionens officielle redegørelse for Euratom på http://europa.eu.int/comm/energy/nuclear/legislation/euratom–en.htm