ARTIKLER


Kontroludvalget for OLAF er utilfreds

Tysk medlem af udvalget mener ikke, at der var baggrund for aktionen mod Tillack og vil have placeret et ansvar.
Af Brigitte Alfter
16. maj 2004

Den 19. marts 2004 klokken syv fik Hans-Martin Tillack, korrespondent for det tyske nyhedsmagasin Stern, besøg af seks belgiske betjente. De undersøgte hans lejlighed, beslaglagde en del materialer og fortsatte med udrykning til hans kontor. Da Tillack blev løsladt ti timer senere, havde politiet beslaglagt 17 kasser med materialer foruden computere og telefoner.

Baggrunden var en henvendelse fra EU’s bedragerikontor OLAF til det belgiske politi. Det fortalte, at det mistænkte Tillack for at have betalt en medarbejder for at få fat i en rapport i 2002.

Men nu skal OLAF selv forklare sig. Bedragerikontorets kontroludvalg besluttede i denne uge at bede OLAF-chefen om at svare på en række spørgsmål.

»Der skal placeres et ansvar,« siger det tyske medlem af udvalget, Harald Noack, til EUobserver. Og selv om han ikke vil ind på konsekvenser for sagen endnu, så siger han, at »intet er udelukket« – en slet skjult trussel mod OLAF’s generaldirektør, tyskeren Hermann Brüner. Svarene ventes på kontroludvalgets næste møde i juni.

Retfærdiggør ikke ransagning

Ifølge den belgiske dommer, der har givet tilladelse til ransagning og beslaglæggelse, findes der en »pålidelig kilde«, der påstår, at Tillack har givet 8000 for oplysningerne. Om det er euro eller mark er uklart.

Noack siger imidlertid nu efter at have fået yderligere oplysninger, at oplysningerne »ikke var velfunderede nok til at retfærdiggøre en ransagning og beslaglæggelse.«

Personligt vurderer Noack, der er jurist og til dagligt statssekretær i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen, at der »ikke er nok til at finde en gerningsmand.«

Utilfredshed i udvalget

Udvalget har ellers ifølge OLAF’s regler krav på at få oplysninger, inden en sag bliver overgivet til politiet.

Under et møde i januar blev sagen antydet, dog uden at OLAF-folkene gik i dybden med deres forklaring, og uden at udvalget krævede yderligere materialer.

»I dag, 4-5 måneder senere, er der ikke kommet nye forhold frem,« siger Noack og tilføjer, at udvalget er »meget utilfreds.«

Derfor skal generaldirektøren komme med nogle opklarende svar. Noack vil dog ikke gå nærmere ind på hvilke spørgsmål, Hermann Brüner har fået.

Tillacks spørgsmål

Spørgsmål er der til gengæld mange af. Nogle af dem stiller Tillacks advokat i et brev til kontroludvalget.

Advokaten kan eksempelvis godt tænke sig at vide, hvilke kilder OLAF bygger sine anklager på. Under en samtale med en OLAF-medarbejdere for to år siden fik Tillack selv at vide, at mistanken om checkhæfte-journalistik kom fra Kommissionens egen pressetjeneste, hvis daværende chef blev kritiseret i de omstridte rapporter, som Tillack havde fået fat i.

Hvis det viser sig at være sandt, så kan OLAF’s uafhængighed drages i tvivl, mener advokaten. Overfor webavisen EUpolitix afviser Kommissionens talsmand dog, at mistanken skulle være kommet derfra.

Ingen holder øje med OLAF

Tillack selv mener, at han sidder tilbage med en masse spørgsmål. Han kritiserer også OLAF’s kontroludvalg for ikke at udføre kontrollen ordentligt. Både i hans egen og andre sager mener han, at kontroludvalget ikke har været opmærksomt nok.

Det vil Noack ikke gå nærmere ind på, men han siger, at »grundlaget for et tillidsfuldt samarbejde« mellem OLAF-folkene og kontroludvalgets medlemmer »skal genopbygges.«

Kontroludvalget vil gennemgå OLAF’s arbejdsgang, og hvis der er problemer i proceduren, skal de ændres.

Foreløbig vil Tillack meget gerne høres af OLAF i sin egen sag – og så vil han gerne have sine materialer tilbage, hvoraf en stor del stadig ligger hos det belgiske politi.

Noack påpeger dog, at udvalget ikke har hjemmel til at gå ind i den løbende sag hos det belgiske politi.