Modstanderen, der blev tilhænger af EU

I kronikken fortæller SF'eren, Anne Grete Holmsgaard, hvorfor hun er holdt op med at være modstander af EU.
Af Anne Grete Holmsgaard
3. juli 2004

Noget af det nemmeste her i verden er at komme med velformulerede forklaringer på, hvorfor man stemte nej – eller ja – til dette eller hint for 30 år siden. I hvert fald, hvis man ikke dengang var en offentlig person, der kan slås efter i avisernes arkiver og stilles til regnskab for sine udtalelser. En sådan person var jeg ikke. Jeg var en ganske almindelig anonym dansker, der ikke engang skrev læserbreve. Forklaringen skal derfor udelukkende hentes i min egen hukommelse. Den går primært på to ting. For det første en klar erindring om, at langt hovedparten af argumenterne for et ja gik på de økonomiske gevinster, vi ville opnå. Nationalt som for den enkelte dansker. Sagt sådan lidt kort: Stem ja, så vil Danmark blive rigere og det samme vil du selv. Stem nej, og det modsatte vil ske. Det var ikke kun den radikale statsminister og hans kone, der promoverede denne holdning, med deres famøse budskab om kaffepriserne – økonomien var om noget, det gennemgående tema og argument. Den tilgang talte på ingen måde til mig. Tværtimod fandt jeg den indsnævret og egoistisk i forhold til de politiske spørgsmål, der optog mig mest på det tidspunkt: USA’s massive krigsførelse i Vietnam, Danmarks ukritiske opbakning bag denne, kampen mod atomvåben, kampen mod materialismen osv. Måske er det urimeligt overfor kampagnen, men det er sådan, jeg husker den. Den anden grund til mit nej var, at stort set alle, jeg satte pris på – politisk og personligt – var imod, eller mest imod. Måske ikke særligt agtværdigt, men ikke desto mindre noget der talte – og formentlig tæller for mange mennesker.

Hvad har så fået mig til at skifte holdning til at være fortaler for EU – en kritisk fortaler ganske vist, men ikke desto mindre så klar en fortaler, at jeg ville finde det skræmmende og perspektivløst, hvis EU gik i opløsning, eller Danmark røg ud? Behovet for at få politisk kontrol over markedsøkonomierne, så det ikke er markederne, der styrer os, men de demokratiske politiske systemer, der styrer markederne – internt i EU og på globalt plan.

Afgive suverænitet

EU er i dag den eneste betydelige kraft, der på globalt plan har potentiale til at kunne fungere som en tilstrækkelig tung og progressiv spiller i de gigantiske udfordringer vi står over for med fattigdomsbekæmpelse, demokrati, sikkerhed og bæredygtig udvikling – og, har potentiale til at sejle op imod den massive amerikanske dominans i udenrigspolitikken. Troen på, at disse udfordringer skulle kunne løftes gennem rent mellemstatslige samarbejder, er ikke overbevisende. Mellemstatslige samarbejder er i vid udstrækning uforpligtende og har en indbygget tendens til at sande til i snævre nationale interesser. Og det er slet ikke overbevisende, at et lille land som Danmark skulle formå at gøre en forskel, hvis det ikke netop er som aktiv part i et større og forpligtende fællesskab. Det er indenfor det større fællesskab, at der er mulighed for at udvikle visioner og strategier, der kan gøre en forskel. »Omkostningen« er, at man må afgive suverænitet. Men denne afgivelse kan med lige så stor ret betragtes som en »pulje af suverænitet«, der gør alle stærkere og muliggør, at Europa kan påtage sig en internationalt ledende rolle. Alternativet til en sådan »pulje af suverænitet« er ikke mere miljø, stærkere fattigdomsbekæmpelse eller større sikkerhed. Den er mindre af det hele.

Modstandere af øget samarbejde i EU kan med en hel del ret hævde, at EU, som det ser ud p.t., ikke har udfoldet en synderligt overbevisende vilje og evne til at påtage sig denne opgave. Hvor er for eksempel de overbevisende tiltag til at fjerne EU’s selvbeskyttelse af især landbrugsproduktionen? Stor set fraværende.

Men er det virkelig et godt argument for at placere sig på sidelinien og overlade det til for eksempel de stærkt nationalistiske franskmænd? Naturligvis ikke. Udviklingen af fremtidens Europa er ikke prædestineret, men en gradvis proces, hvor det er helt afgørende at progressive kræfter sætter maksimalt fokus på at forme udviklingen.

Som EU ser ud i dag, har superliberalisterne i vid udstrækning fået »deres« EU. Det indre marked er – med få undtagelser – realiseret. Arbejdskraften er langt hen ad vejen frit bevægelig og restriktionerne på kapitalbevægelser fjernet.

At »fastfryse« EU i den nuværende tilstand (hvor tænkt det end er) vil derfor være ensbetydende med at give afkald på det helt centrale: Den politiske styring af markedskræfterne, der skal sikre, at markedsliberaliseringen ikke udvikler sig til markedstyranni. Opgaven bliver ikke mindre af, at det forhåbentlig lykkes at få afsluttet forhandlingerne om en udvidelse af EU inden udgangen af 2002. Omfanget af udvidelsen er betydeligt større end nogen tidligere udvidelse og dermed i sig selv en kæmpe udfordring, politisk og økonomisk. Det stiller for alvor krav til alle progressive kræfter om både at bidrage til de ny landes udvikling og til at åbne EU’s handelsmure, så der ikke bliver tale om et blot større indre marked, hvor man vender det blinde øje til globaliseringen og dens negative konsekvenser for verdens fattige og verdens miljø.

EU kontra USA

Til gengæld er miljøet netop et område, hvor EU faktisk har vist sig at kunne handle. Kyotoaftalen er et udmærket – måske det bedste – eksempel på, at EU har potentialet til at påtage sig et lederskab i forhold til de globale udfordringer – og på nødvendigheden af, at det sker. På det tidspunkt, hvor verdens største udleder af drivhusgasser, USA, trak sig ud af forhandlingerne, ville mange års kamp for at få en aftale have været tabt på gulvet, hvis EU ikke havde formået at holde fast ved, at der skulle indgås en aftale og få overtalt tilstrækkeligt mange af verdens øvrige rige lande til at gå med i en sådan aftale. Den styrke kunne et mellemstatslig samarbejde ikke have præsteret. Aftalen kan ganske vist kritiseres for at være for dårlig i forhold til det faktiske udslip af drivhusgasser. Men hovedsynder er ikke EU. Hovedsynderen er USA, Australien og de olieproducerende lande, der – med det netop afholdte topmøde i Johannesburg in mente – endnu engang formåede at skabe en antimiljø front, fordi EU endnu ikke har udviklet den tilstrækkelige klarhed og styrke til at påtage sig et egentlig lederskab, hvor man også er villig til at give miljøskeptikerne i 3. verden tilstrækkelige økonomiske og handelsmæssige indrømmelser til, at de går i partnerskab med EU.