ARTIKLER


Parlamentet udskyder behandling af aktindsigt

Statewatch er stærkt utilfreds med den måde aktindsigten administreres på. Men en forbedring må vente til efter valget.
Af Brigitte Alfter
7. maj 2004

I artikel 17 af den forordning om EU-aktindsigt, som blev indført i 2001, står der, at reglerne skal tages op til fornyet vurdering i foråret 2004.

Det kommer dog næppe til at ske. For i hvert fald Parlamentet udsætter sin behandling af sagen til efteråret på grund af valget.

Det sker på trods af den kritik, der lyder af, hvordan forordningen administreres – en kritik, der blandt andet fremsættes af Tony Bunyan fra den britiske borgerrettihedsorganisation Statewatch.

»I Rådet er mindre end halvdelen af dokumenterne tilgængelige. De er på en liste, men de er ikke tilgængelige,« siger han. Og Kommissionen er endnu mere lukket, hvad angår aktindsigt, lyder hans vurdering.

Finder og analyserer dokumenter

Statewatch følger dagligt med i nye dokumenter og udviklinger på især retlige og indre anliggender samt sikkerhedspolitik.

Gruppen arbejder ved at fremskaffe de relevante dokumenter, analysere dem og offentliggøre analyse og dokument på sin hjemmeside.

Men ifølge Bunyan er der især på tre punkter behov for forbedringer af reglerne om aktindsigt.

De tre problemer

Det første punkt er de mange papirer, der holdes tilbage med det argument, at Kommissionen og Ministerrådet skal have »mulighed for at tænke«. Denne begrundelse for afslag, som betyder, at borgerne ikke har og ikke kan få adgang, er han stærkt utilfreds med.

Bunyan peger også på, at EU-reglerne pålægger EU-institutionerne at føre journal-lister, så borgerne kan se hvilke papirer man kan have interesse i. Disse lister laves ikke godt nok og må forbedres, siger han.

Endelig mener han, at det er et problem, at EU-forordningen har en regel om »høring af tredjepart«, en ordning, der er ukendt i Skandinavien. Hvis andre end EU har haft med et dokument at gøre, skal EU spørge denne tredjepart, om det er i orden, at papiret bliver udleveret – og vedkommende kan under visse forudsætninger forhindre, at det sker.

Også journalister stiller krav

Også den Europæiske Føderation af Journalister kræver en stribe forbedringer, blandt andet en hurtigere sagsbehandling.

Men netop det ser nu ud til at skulle vente på grund af valget.