NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
De danske EU-parlamentarikere kunne indtil for nylig se frem til en lønstigning på 60 procent – fra 41.966 til 67.173 kroner (9053 euro) om måneden.
De penge får de måske nu ikke alligevel.
Når EU's udenrigsministre mødes i næste uge, ventes Tyskland at sætte hælene i over for denne lønforhøjelse.
»Et sådant lønniveau er umuligt at udlægge på en positiv måde for almindelige mennesker,« sagde en tysk diplomat til nyhedstjenesten EUobserver.com i sidste uge.
To dage senere rapporterede også avisen Financial Times, at den tyske regering truer med at bremse lønstigningen til parlamentarikerne.
Grundtanken med det omstridte forslag er, at alle parlamentarikere skal have en løn, der svarer til halvdelen af, hvad en dommer i EF-domstolen får. I dag får EU-parlamentarikerne en løn, der svarer til, hvad medlemmerne af de hjemlige parlamenter får.
Alle andre medlemmer – deriblandt de danske – går glip af en betydelig lønstigning.
Det gælder især parlamentarikerne fra de nye medlemslande i øst. For dem vil den foreslåede løn give et vederlag, der er mange gange større, end hvad selv de højest betalte regeringspolitikere får derhjemme.
Alt i alt var der lagt op til en afgørende beslutning i Ministerrådet inden parlamentsvalget i juni. Man håbede herved at kunne skabe politisk fred og ro for anklager om fråds.
Men prisen blev for høj for den tyske regering. Ifølge Financial Times skyldes det først og fremmest en kampagne fra det populære skandaleblad Bild. Bladet angreb forslaget så voldsomt, at det fik kansler Gerhard Schröder at trække sin tidligere støtte til forslaget tilbage.
Der er også nok at tage fat på
For ud over lønnen får de folkevalgte mange forskellige vederlag og godtgørelser.
Også parlamentarikernes rejser til Strasbourg og Bruxelles bliver godt betalt. Den udbetales på baggrund af medlemmernes afstand til mødestedet og giver dermed de danske medlemmer cirka 8.000 kroner for en rejse til Bruxelles og 9.000 kroner for en rejse til Strasbourg. Ved at bruge billigere rejseformer kan parlamentarikerne altså tjene betydelige skattefrie beløb.
Også under rejser for Parlamentets udvalg bliver medlemmerne pænt behandlet. De får betalt deres faktiske udgifter til hotel og morgenmad og får derudover en diæt pr. dag på 995 kroner.
Endelig kan medlemmerne få dækket udgifter til rejser til andre medlemslande end deres eget med indtil 22.320 kroner om året.
Derudover gives der en godtgørelse for kontorhold i hjemlandet – det såkaldte blyantstillæg. Det er på 26 930 kroner pr. måned.