NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Stærke fjernsynsbilleder og massiv pressedækning har fået den danske landbrugskommissær til at bevæge sig.
Nu vil Mariann Fischer Boel sætte en stopper for den årlige millionstøtte fra EU for eksport af levende dyr til Mellemøsten.
»Jeg har besluttet at gribe ind med omgående varsel. Vi er i øjeblikket ved at formulere et brev til de lande, der eksporterer til Libanon. Hvis det viser sig at de ikke overholder gældende regler, har jeg en mulighed for at stramme op for kriterierne for tildeling af eksportstøtte, « sagde Mariann Fischer Boel til Ekstra Bladet den 8. april.
Men da NOTAT spurgte til Libanon-transporterne, lød svaret få uger tidligere at Fischer Boel ingen problemer havde med EU-støtten.
NOTAT beskrev som det første medie i Danmark, 18.2.2005, at EU støttede eksport af levende dyr til Mellemøsten med små 300 millioner kroner i sidste år, og med 316 millioner kroner i 2003.
På den baggrund stillede NOTAT to spørgsmål til Mariann Fischer Boel:
– Mener du at det er en etisk og politisk forsvarlig måde at bruge EU*s landbrugsstøtte på?
– Hvis ja, er du tilfreds med de betingelser som transporterne finder sted på.
»Den eneste eksportstøtte som EU stadig udbetaler til levende dyr er for eksport af tyre til Libanon for slagtning. Landet importerer levende dyr til hjemmemarkedet af specifikke kulturelle og religiøse grunde,« fortalte Fischer Boel med tilføjelsen om de bedst mulige forhold for dyrene som citeret ovenfor.
På spørgsmålet om hun er tilfreds med betingelserne for transporten svarede den danske kommissær:
»Kvægeksporten til Libanon overvåges af en dyrlæge inden og efter rejsen, og der er også en dyrlæge til stede ombord på skibet, så dyrene er sikrede den bedst mulige omsorg. Hvis vi trak os tilbage fra det marked vil der blive transporteret dyr til Libanon fra andre steder, rejserne ville blive længere, og vi kunne ikke garantere for at de får sådan en god omsorg.«
De nye signaler fra den danske kommissær kommer efter at dyrevelfærdsgruppen Compassion In World Farming (CIWF) viste fotos og videos fra de EU-støttede transporter på et pressemøde i Bruxelles den 6. april.