NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Mandag den 21. november var der udbredt stilhed i havnene rundt om i Europa, da det europæiske transportarbejderforbund ETF havde opfordret sine medlemmer i 39 lande til symbolske demonstrationer imod direktivet og arrangerede en demonstration udenfor EU-parlamentets bygninger i Bruxelles.
Inden for murene brugte Transportudvalget to dage på at behandle forslaget. Tidligere har et flertal i udvalget for Indre Marked og forbrugerbeskyttelse stemt for helt at afvise forslaget fra Kommissionen. I Transportudvalget afviste et snævert flertal i udvalget forslag om at få havnedirektivet helt fjernet. Derpå blev alle ændringsforslag nedstemt, så nu går Kommissionens uændrede forslag videre til hele EU-parlamentets behandling i januar. Den varme kartoffel skal dermed behandles samtidig med et andet upopulært arbejdsmarkedsdirektiv: Servicedirektivet.
»I modsætning til forslaget, som blev stemt ned i 2003, står der nu i artikel 13 at den enkelte stat skal sørge for at der kan ske selvservicering sted (dvs. at skibsbesætninger kan losse og laste, red.«), siger forhandlingssekretær i 3Fís transportgruppe, Mogens Hansen.
»Jeg kan ikke se at det er kommissionens opgave at undergrave overenskomster og lade 3. verdens lande overtage vores arbejde«, siger han og kritiserer en globalisering, hvor arbejdere skal flå struben af hinanden, som han siger.