NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Men det gælder ikke Ole Krarup, der rammer det magiske årstal den 17. marts og ved samme lejlighed holder sin afskedsforelæsning med den indbydende titel »Retskulturel situationsrapport«. Det sker i Retsvidenskabeligt Institut B i Studiestræde, hvor han siden 1969 har været professor, de 12 år som leder af instituttet.
Når dagen er forbi, genoptager han det arbejde mod EU, som han siden 1994 har udført som medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.
Og det mindsker ikke hans indsats at Folkebevægelsen i det kommende halve år står over for opgaven med at sikre et flertal imod EU-grundloven.
At blive rektor var i øvrigt en tradition i familien. Ifølge Biografisk Leksikon var Per Krarup blot den 7. i en række af rektorer.
Men sønnen Ole blev ikke rektor. Og han blev heller ikke borgerlig, skønt han valgte det mest borgerlige af alle studier: Juraen.
Foredraget bragte jeg i øvrigt som artikel i Mellemfolkeligt Samvirkes blad »Kontakt«, som jeg dengang var redaktør for.
Derfor var det også naturligt at Ole Krarup i midten af 1970'erne brugte sine juridiske evner til sammen med den navnkundige Carl Madsen at kæmpe for christianitternes rettigheder, da et flertal i Folketinget i midten af 1970'erne ville nedlægge Christiania.
Ole Krarup skrev også en række bøger, og vi behøver blot nævne nogle af titlerne for at antyde hans politiske holdning.
»Paragraffer har ingen spørgsmålstegn« (1982), »Afskedigelsesret« (1984), »Kampen for retten« (1992) og »Retten magten og moralen. Undertekster til retfærdighedsmyten« (1996)
Og forsiden på »Den juridiske virksomhed«, som ses her på siden, fortæller også om et temmelig respektløst forhold til de etablerede institutioner.
For Folkebevægelsen var det uden tvivl af afgørende betydning at man fik en så markant person som frontfigur. Det reddede bevægelsen fra den krise, som den ellers var blevet kastet ud i, da 3 ud af 4 medlemmer af EU-parlamentet i 1993 forlod den til fordel for JuniBevægelsen. Og Ole Krarups opstilling var uden tvivl også afgørende for at man beholdt det ene mandat i 2004.
Og så skal det da tilføjes at Krarup er meget andet end en jurist og politiker. Han spiller glimrende violin, og han er fuld af spas og humor.
Men tilføjelsen blev ikke opdaget, og den kom faktisk til at stå i Kraks Blå Bog for 1977. Og ingen lagde mærke til det, heller ikke Ole Espersen.
Tilføjelsen blev først opdaget, da journalisten Torben Krogh skulle skrive en artikel om Ole Espersen og derfor løb artiklen i Blå Bog igennem. Han opdagede straks den mærkelige tilføjelse og ringede til Ole Espersen.
»Hvordan er du blevet en helt?« spurgte han.
»Jeg er ikke nogen helt,« svarede Ole Espersen.
»Det står da ellers i Blå Bog!«
»Vel gør det ej.«
»Så se selv efter!«
Det fik Ole Espersen til at slå op i Blå Bog, og han fik naturligvis fjernet tilføjelsen. Men historien blev lækket, og Jyllands-Posten omtalte Kraks Blå Bog for 1978 under overskriften »En helt forsvandt fra Kraks Blå Bog.«