NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Socialdemokraternes Svend Auken løb med avisoverskrifterne efter et stormfuldt åbent møde i Folketingets Europaudvalg i sidste uge.
»Den dårligste dag jeg har oplevet i Europaudvalget endnu,« tordnede Auken.
»Markant brud i dansk europapolitik,« supplerede SF's Anne Grete Holmsgaard.
Udbruddet fra de to kom efter at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen havde søgt, og fået, forhandlingsmandat fra Dansk Folkeparti til et kommende rådsmøde i Bruxelles.
Men det var ikke kun S og SF som talte med store bogstaver på udvalgets møde.
»Sagen har taget en katastrofal drejning,« sagde Hjort Frederiksen under den åbne del af mødet.
Og det var en kritik som Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti var glad for at høre:
Baggrunden for ophidselsen, og den nye alliance, er forandringer af et forslag til nyt arbejdstidsdirektiv (se artikel herunder).
Den danske model med overenskomster frem for lovgivning om arbejdsmarkedsforhold på prøve – igen.
Og så er det at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, begynder at løbe tør for EU-entusiasme.
»Sagen har taget en katastrofal drejning. Vi nærmer os en afgørende time for den danske aftalemodel,« buldrede Hjort Frederiksen på det åbne samrådsmøde i Folketinget.
»Det lyder som om ministeren vil rulle EU's magt tilbage – et interessant perspektiv,« noterede Enhedslistens Rune Lund.
Men så måtte man tro om igen, efter at have lyttet til Svend Auken og Anne Grete Holmsgaard i Europaudvalget.
De to mente at regeringens brug af Dansk Folkepartis mandat er et større onde end forslaget til nyt arbejdstidsdirektiv som sådant.
³rsagen er at Hjort Frederiksen vil arbejde for et kompromis om delvist at bevare en undtagelse i direktivforslaget. en såkaldt »opt out«. I øvrigt en undtagelse som bruges i dag af blandt andre Storbritannien, Frankrig, Spanien og Tyskland. S og SF mener at det fører til at dårlige arbejdsforhold bliver brugt som konkurrencefordele mellem EU-landene.
»Men med Kommissionens og Parlamentets forslag i lodret modstrid mod danske interesser så er undtagelsen en nødbremse som vi vil kunne benytte os af i den sidste ende,« sagde ministeren på udvalgsmødet.
Og det var som talt ud af Morten Messerschmidts mund:
»Når Kommissionen vil begynde at lovgive på danske overenskomstområder, må vi have nogle undtagelsesmuligheder,« siger DF's EU-ordfører.
Kvinden hedder Charlotte Jepsen, er pressechef i beskæftigelsesministeriet, og tidligere chef for regeringens politiske sekretariat. Hun er – ifølge Svend Auken – ikke kun Claus Hjort Frederiksens, men også statsminister Anders Fogh Rasmussens hjerne.
Det skrev Svend Auken i Information den 17. november.
Ifølge Auken er det Charlotte Jepsen som har fortalt Claus Hjort Frederiksen at han skal »kaste sin kærlighed« på Morten Messerschmidt, og lade Svend Auken, SF og de radikale blive stående på sidelinjen.
Charlotte Jepsen er – stadig i følge Auken – også identisk med den anonyme kilde »tæt på Venstres ledelse« som to dage inden blev citeret af Information for at fundere over »hvor længe Helle Thorning-Schmidt har råd til at lade Auken gå frit omkring og lave ballade.«
Det er der muligvis grund til at spekulere lidt over, men så er der nok også grund til at rejse et andet spørgsmål:
Hvis det nu er Charlotte Jepsen som er regeringens hjerne, hvem er oppositionens?