NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Indtil nu har udviklingslandene ikke været imponerede. På den seneste ministerkonference i 2003 i Cancun var de så utilfredse at de fandt sammen om at afvise de rige landes og WTO-sekretariatets udkast til nye aftaler. Topmødet brød sammen uden noget resultat.
Mest bemærket i offentligheden er EU’s manglende vilje til selv at skære ned på landbrugsstøtten. Men lige så markant i EU’s forhandlingslinje er kravene til u-landene om at fjerne deres handelshindringer, hvad enten det drejer sig om toldsatser, kvantitative begrænsninger for import eller krav til udenlandske virksomheder om at bidrage til den økonomiske udvikling i landet.
Den britiske bistandsorganisation beskriver det således:
”USA og EU i særdeleshed har omstruktureret deres landbrugsstøtte, så den fremstår som legitim efter WTO-reglerne og samtidig tillader dem at blive ved med at dumpe produkter som ris, majs, mælk, sukker og bomuld til priser langt under de faktiske produktionsomkostninger. Samtidig presser de aggressivt udviklingslandene til at åbne deres markeder yderligere ved at skære ned på importtolden.” (Oxfam Briefing Paper no. 72; Kicking down the door; april 2005)
Som det fremgår af de følgende artikler forfølger EU samme strategi, når det gælder medicin, tjenesteydelser og industriprodukter.
Når EU alligevel konstant er i konflikt med repræsentanterne fra udviklingslandene, skyldes det måske at Ministerrådet har pålagt Kommissionen at sikre at ”såvel EU’s offensive som defensive interesser på samme tid og på alle områder også bliver taget i betragtning.”
Det er det som får landbrugskommissær Marian Fischer-Boel til at udtale: ”Det er klart, at der er nogle lande, for hvem landbrug er afgørende. Hvis de vil have landbrug, så skal de til gengæld give efter på service, tjenesteydelser eller investering.” (Berlingske Tidende, 4.5.05)
For at nå frem til sådan et resultat der sikrer EU’s defensive og offensive interesser, kræves der mere end gode argumenter. Som tidligere EU-handelskommissær - og snarlig WTO-generalsekretær Pascal Lamy - forklarede på et møde for NGO’er før Cancun-topmødet: ”Det kræver en hel del armvridning og afpresning.
EU-kommissionen har især presset på for at få tre principper gennemført i forhandlingerne om NAMA.
For det første ønsker de at særligt høje toldsatser nedsættes ekstra meget. Mange u-lande har forholdsvis høje toldsatser på industrivarer for beskytte deres lokale produktion. EU-kravet vil derfor ramme dem særligt hårdt, sammenlignet med et princip om at sænke alle toldsatser lige meget.
For det andet kræver Kommissionen at næsten alle udviklingslandenes toldsatser skal fastlåses på et bestemt niveau. I øjeblikket har mange u-lande lavere toldsatser, end de faktisk har bundet sig til. Det giver dem mulighed for at hæve dem igen, hvis de pludselig udsættes for skarp konkurrence fra de rige lande.
For det tredje kræver EU at told fuldstændig skal afskaffes inden for visse sektorer.
Får EU sin vilje på disse tre punkter, risikerer udviklingslandene i endnu højere grad at blive oversvømmet med billige industriprodukter fra USA og Europa, som kan udkonkurrere landenes egen produktion.
Men landene i Den Tredje Verden forsøger stadig at sikre sig mulighederne for at gennemføre udviklingspolitik efter eget valg. I april fremlagde Argentina, Brasilien og Indien et forslag, som skal sikre at udviklingslandene kan fastholde højere toldsatser end de rige lande. EU har afvist de tre landes forslag med henvisning til at det ikke føre til tilstrækkelig liberalisering.
Ifølge GATS-aftalen afsender hvert land ”anmodninger” om liberaliseringer til bestemte andre lande, og samtidig forventes hvert land at afgive ”tilbud” om liberaliseringer.
I 2001 afsendte EU afsendte sin anmodninger. Og det var ikke kun vand, det handlede om. Det drejede sig også Thailands muligheder for at beskytte lokale butikker mod internationale supermarkedskæder, Indiens muligheder at sikre lokale virksomheder i turistindustrien, Cameroons ret til at kræve at udenlandske firmaer skaber arbejdspladser. Og meget mere.
”1. EU har i stort omfang rejst krav til verdens fattigste lande.
2. EU går efter lande, hvor der er effektive serviceydelser, som ikke er markedsbaserede.
3. EU’s krav vil angribe offentlig service.
4. EU’s anmodning om bindende forpligtelser vil undergrave den demokratiske beslutningsprocesgang...”
Forhandlingerne er gået trægt, og i januar i år fremsendte EU reviderede anmodninger. De er ikke blevet offentliggjort, men ifølge Kommissionens eget resume har de begrænset omfanget af anmodninger om vandliberalisering. Til gengæld er de gået hårdere til nogle landes postdistribution.
På et møde i marts i år i Genève forsvarede Ann Mary Redmond fra handelskommissærens direktorat anmodningerne og sagde at det er en myte at GATS kun handler om privatisering og afregulering. I virkeligheden handler det om, hvordan man sikrer den bedste service til de mennesker, der har brug for den.
Samtidig forklarede hun, hvorfor EU lægger vægt på at u-landene via GATS binder sig til liberaliseringer: ”Det forhindrer at liberaliseringerne afskaffes igen, hvis der kommer en ny regering.” Og så er det ifølge Redmond lettere at tiltrække investeringer. Redmonds kollega Anders Jessen havde samme pointe, da han talte om vandliberaliseringer på et andet møde i marts: ”Det er en garanti mod pludselig politikændringer.”
Dermed bekræftede de, hvad der i mange år stod på Kommissionens hjemmeside: ”GATS er først og fremmest et redskab for erhvervslivet.”.
Men u-landene har sjældent råd til at købe medicinen direkte fra de store medicinalfirmaer. I stedet køber de kopi-produkter, hvis pris kan være helt ned til en tiendedel af prisen på originalproduktet.
Medicinalfirmaerne kæmper imod denne udvikling og har i et vist omfang kunnet henvise til WTO-reglerne i TRIPS-aftalen (Trade Related Aspects of Intellectual Property Rights).
Ved WTO-topmødet i Doha i 2001 fik udviklingslandene hul igennem med en beslutning om at de – i visse tilfælde – må producere kopimedicin til eget brug.
Men de fattigste u-lande har ikke kapacitet til selv at producere og er derfor afhængige af at importere kopimedicin, og det tog man ikke stilling til i Doha.
Først efter to års hårde forhandlinger nåede Generalrådet, som er WTO øverste myndighed mellem topmøderne, i august 2003 frem til en beslutning, der som udgangspunkt tillader u-lande at importere kopimedicin.
Selve vedtagelsen og en ”udtalelse” fra Generalrådets formand opstillede imidlertid en stribe betingelser. Resultatet har været at ikke et eneste land har ansøgt om lov til at udnytte beslutningen til at købe HIV/AIDS kopimedicin.
Til gengæld var det en midlertidig beslutning, som skal erstattes af en endelig tilføjelse til TRIPS-aftalen.
Gruppen af afrikanske lande har stillet et forslag til tilføjelse. Forslaget indskrænker de mange forudsætninger, som den midlertidige beslutning opstiller for ret til at importere kopimedicin. Afrika-gruppen har fået opbakning fra bl.a. Filippinerne, Brasilien og Indien samt fra gruppen af Mindst Udviklede Lande, de absolut fattigste lande i verden. Til gengæld har de rige lande – herunder EU - vendt sig kraftigt mod forslagene.
EU insisterer på at de mange betingelser fastholdes og henviser til at det afrikanske udspil bryder med den ”fine balance” mellem medicinalfirmaerne og u-landene, som den midlertidige beslutning efter deres mening udgør.
Med forfatningsforslaget vil det blive sværere at bremse EU-kommissionen i dens forsøg på at påtvinge udviklingslandene liberaliseringer, og erhvervs-lobbyisterne vil få mindre demokratisk modspil.
Efter Nice-trakten, der gælder i dag, er der dog ”delt kompetence” mellem EU og medlemslandene når handelsaftalerne drejer sig om tjenesteydelser inden for social-, sundheds- og uddannelsesområderne samt kulturelle og audiovisuelle tjenesteydelser. Det betyder at aftalerne skal forhandles, aftales og godkendes både af EU og af de enkelte medlemslande.
Den delte kompetence har været opfattet som en bremse på Kommissionens iver for at påtvinge andre lande liberaliseringer, men også for i større omfang at give tredje landes private virksomheder større adgang til EU. Ikke mindst i Frankrig har der været store diskussioner om risikoen for større amerikansk kulturel påvirkning, hvis medie-mastodonterne får nemmere ved at konkurrere med franske medier.
Med forfatningen afskaffes den delte kompetence. EU får enekompetence på handelsaftaler, og beslutningerne træffes i Ministerrådet med kvalificeret flertal. Ud over de nævnte områder gælder det også investeringsaftaler, og der er blevet indføjet en målsætning om bruge handelsaftaler til at fjerne begrænsninger på direkte udenlandske investeringer.
Til gengæld skal EU-parlamentet orienteres i alle faser af forhandlingerne.
Nødbremsen består i en bestemmelse om at hvis en handelsaftale ”indebærer en risiko for, at den kulturelle og sproglige mangfoldighed i Unionen bringes i fare”, så træffer Rådet beslutning ved enstemmighed. Det samme gælder handelsaftaler om sociale, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige tjenesteydelser ”når disse aftaler indebærer en risiko for, at den nationale tilrettelæggelse af sådanne tjenester forstyrres alvorligt, og at medlemsstaternes ansvar for levering heraf bringes i fare.”
Men hvem skal tage stilling til, om nye handelsaftaler indebærer denne risiko? Det skal Kommissionen selv!
I et svar på et af de spørgsmål, som Rune Lund, Enhedslisten, har stillet om forfatningen via Folketingets Europaudvalg, forklarer udenrigsminister Per Stig Møller, hvad Danmark kan gøre, hvis regeringen eller Folketinget mener at Kommissionen har forhandlet en handelsaftale som truer den offentlige service på et af disse områder.
For det første: ”Danmark kan overtale Kommissionen til frivilligt at ændre forslaget.”
For det andet: ”Danmark kan få Rådet til at vedtage et forslag om at ændre Kommissionens forslag.”
For det tredje: ”EU-domstolen kan annullere den pågældende retsakt”. (NOTATs fremhævelser).
Med andre ord: Et EU-medlemsland kan intet gøre, hvis ikke et flertal i Rådet er enige om at den er gal, eller Domstolen er enig.
I 2003 udgav Verdensnaturfonden, WWF, en rapport med titlen ”A League of Gentlemen – Who really runs EU Trade Decision-Making”. Her skrev de bl.a., at udformningen af EU’s handelspolitik ”er domineret af en lille gruppe indflydelsesrige handelsspecialister”.
Denne magt har Kommissionen benyttet til at presse på for handelsaftaler, der skaffer europæiske virksomheder nemmere adgang til investering i og eksport til andre lande.
Det var f.eks. Kommissionen selv som tog initiativ til etablere en lobbyorganisation for erhvervsvirksomhederne inden for tjenesteydelser, European Services Forum. Og inden den aktuelle GATS-forhandlingsrunde om tjenesteydelser sendte Kommissionen et spørgeskema til alle de store virksomheder for at høre, hvilke begrænsninger i deres udfoldelsesmuligheder de helst ville have fjernet.
Med forfatningen vil Kommissionen få endnu større magt.
Oxfam Briefing Paper no. 72; Kicking down the door; april 2005:
WWF: ”A League of Gentlemen – Who really runs EU Trade Decision-Making”:
Fatoumata Jawara (with contributions from Aileen Kwa): “The Cunning Bully - EU bribery and arm-twisting at the WTO”, September 2003:
EU-kommissionen om WTO: http:/europa.eu.int/comm/trade/issues/newround/index_en.htm
Det danske Udenrigsministerium om EU’s handelspolitik og WTO: http://www.um.dk/da/menu/Udenrigspolitik/Handelspolitik/
Storbritannien må føre en hårdere linje over u-landene. Den seneste tids bløde linje strider mod EU’s handelspolitik.
Det er budskabet i et fortroligt brev, som EU-kommissæren for Handel, Peter Mandelson, har sendt til den britiske regering.
På baggrund af en ny Afrikarapport er Blair-regeringen blevet mere tilbageholdende med at kræve markedsliberaliseringer af u-landene. Det er bl.a. kommet til udtryk i aktuelle forhandlinger om de såkaldte Economic Partnership Agreements (EPA), der skal afløse EU’s særlige aftaler med tidligere kolonier, AVS-landene.
Ifølge Mandelsons brev vil briternes linje ”.styrke de mere skeptiske ACP-landes synspunkter og sætte dem alternativer i udsigt der i realiteten ikke er praktisk mulige. Derfor skal Storbritannien optræde mere ”robust” i stedet for at lytte til bistandsorganisationer og andre NGO’er.
I en kommentar til den britiske avis The Guardian forklarer Mandelsons ledende embedsmand Peter Carl, at Storbritanniens bløde linje også vil give problemer i Verdenshandelsorganisationen, WTO hvor der i øjeblikket forhandles nye aftaler inden for bl.a. landbrug, industriprodukter, tjenesteydelser.
”Disse afsløringer viser, at EU-kommissionen gladelig indtager standpunkter som direkte og gennemgribende skader fattige lande og fratager dem muligheden for at handle sig ud af fattigdom. Der er kun få måneder til det næste ministerrådsmøde i WTO. Med denne egoistiske og kortsigtede holdning truer EU med at ødelægge mulighederne for fremskridt og saboterer de globale anstrengelser for at reformere handelsreglerne, så de kan fungere til fordel for fattige lande,” sagde lederen af Oxfam Internationals handelskampagne, Phil Bloomer.