NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
De har det ikke nemt, de stakkels EU-kommissærer. Kritikken hagler ned fra mange sider. NOTAT bidrager ofte. Her er nogle af vore tidligere gloser om Kommissionen, hentet fra arkivet: »en usynlig hånd«, »lovgivning som i Nordkorea«, »berømt og berygtet«, »udemokratisk og diktatorisk«, »akkompagneret af tunge penge- og industriinteresser«, »selvkørende«.
Måske man skulle revurdere, hvem det egentlig er, kritikken skal rettes imod? Kommissærerne er det synlige politiske ansigt udadtil og er dem som må tage imod kritikken. Men sæt nu vi har taget fejl, og det hele er omvendt. Altså at kommissærerne slet ikke er »selvkørende«, selv er styret af »en usynlig hånd«, og selv er ofre for noget »udemokratisk og diktatorisk«. Det åbner i sandhed perspektiver.
Så er de jo nogle stakler. Nogle stakkels magtesløse kommissærer, altid i klemme mellem offentligheden og så de dunkle kræfter, som i virkeligheden bestemmer farten.
På side 3 kan man læse referat af et interview, hvis lige ikke nogensinde er set før i EU. En kommissær taler ud. Man får medlidenhed med denne i øvrigt meget dygtige og velmenende mand. Han skal som minister for sit område dagligt kæmpe en kamp for overhovedet at få nogen indflydelse på sin egen politik. Kampen står ikke mod de øvrige ministre, imod regeringschefen, formand Barroso. Næh, kampen står imod de ansatte! For det er dem som bestemmer politikken. Måske opdager den politisk ansvarlige ikke engang, hvad de ansatte har bestemt, fremgår det. Kommissæren er blot fange i sit eget fort, styret af embedsmændene, som består, mens kommissærer forgår.
Uha, uha. Og dette system ville fortalerne for EU-forfatningen fortsætte og endda styrke. Hvad er meningen? Vi har længe vidst at Kommissionen var ude af kontrol. Men hvis ikke engang EU-kommissærerne har kontrol, hvem har så?