ARTIKLER


Parlamentet skal ikke være folkevalgt­

Professor Tim Knudsen mener, at Parlamentet har så lidt interesse blandt vælgerne, at man bør afskaffe det direkte valg og lade Parlamentets medlemmer udpege af de nationale parlamenter
Af Sven Skovmand
16. oktober 2006

I et indlæg i Kristeligt Dagblad 3.10.2006 gør professor Tim Knudsen opmærksom på at EU-parlamentet stort set kun kommer på forsiden af aviserne på grund af sine store udgifter.

Ved valgene til EU-parlamentet deltager kun omkring 50 procent i afstemningen, og i de andre EU-lande står det endnu værre til. Vælgerne interesserer sig i det store og hele ikke for EU-parlamentet selv om det med årene har fået stadig større indflydelse.

Tim Knudsen opfordrer på den baggrund til at man vender tilbage til tilstandene før 1979, hvor EU-parlamentet ikke var folkevalgt, men bestod af repræsentanter for de nationale parlamenter.


Den idé kan vi fuldt ud tilslutte os, men den kan nok ikke gennemføres. Den skal jo godkendes af netop det parlament, som Knudsen vil afskaffe.