NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Spanske kampvogne på patrulje i Mitrovica, Kosovo. Foto: Eduardo Méndez - Epoca
Den fællesudenrigs- og sikkerhedspolitik er på vej til en testbane ikke langt fra EU's egne grænser. Det kan blive den rene glatbaneøvelse.
Fremtiden for Kosovo – i dag en del af Serbien, men under FN-administration – bliver en test af EU's evne til at optræde udadtil medfælles holdninger. Det er der flere grunde til:
Men det er en usikker forventning.
»Ahtisaari-planen er uholdbar da den ikke giver serberne i Kosovo betryggende garantier. Den forudser en tillid mellem parterne i området som ikke eksisterer, og det med god grund. Det er en plan som EU-landene aldrig ville gå med til hvis det handlede om en ny stats-dannelse hos dem selv,« vurderer Balkan-eksperten Håkan Wiberg. Han var tidligere chef for det nu nedlagte Center for Freds- og Konfliktforskning i København og er i dagseniorforsker ved DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier).
»Rusland har meget stærke interesser i ikke at gå med til Kosovos løsrivelse. Og det handler ikke kun om at støtte Serbien. Rusland har sikkerhedsinteresser som stikker langt dybere. Det handler om principper som vil kunne bruges til løsrivelse af Tjetjenien fra Rusland. Omvendt vil Rusland selv kunne bruge de samme argumenter, for eksempel til at få løsrevet Syd-Ossetien fra Georgien,« siger Håkan Wiberg, som tager det for givet at Rusland vil bruge sit veto.
Dette scenarium rejser en række nye spørgsmål. Frem for alt dette: Hvad sker der, hvis det albanske flertal i Kosovo alligevel erklærer provinsen som en selvstændig stat?
Muligheden, eller risikoen, er nærliggende.
Det fik for nylig Sveriges konservative udenrigsminister, det tidligere EU- og FN-sendebud på Balkan, Carl Bildt, til at advare:
»Det ville – ganske bogstaveligt – være at lege med ilden og skabe meget betydelige vanskeligheder,« sagde Bildt på et møde i Bruxelles ifølge referatet på hans egen weblog. Her påpeger Bildt at en ensidig anerkendelse af Kosovo vil udløse alvorlige spændinger i blandt andet Makedonien og Bosnien.
Det vil også udfordre sammenholdet i EU, mener Håkan Wiberg:
»På den ene side har vi Tyskland, ligeså antiserbisk som altid, og Storbritannien som er permanent koblet til USA. Og dertil Polen som har historisk stærke bånd til USA. Mens det er mere usikkert med Frankrig som har haft en høj profil i værdibaserede spørgsmål«.
Nabolandene har dels sikkerhedspolitiske grunde til at frygte væbnede kampe og serbiske flygtningestrømme, men også grund til at frygte påvirkningen fra den i praksis mafia-styrede provins, mener Håkan Wiberg:
»Kosovo har i dag langt værre kriminalitet end da NATO overtog kontrollen efter bombekrigen i 1999og er udviklet til centrum både for heroin- og menneskesmugling. Kombinationen af mafia og den tungt bevæbnede UCK-guerilla i et selvstændigt Kosovo er dårlige nyheder i regionen,« siger han.
Niels Aadal Rasmussen, senioranalytiker ved DIIS med speciale i sikkerheds- og forsvarspolitik og det vestlige Balkan, tvivler på at denne præmis holder:
»Kosovo bliver den største EU-indsats nogensinde, og jeg er ikke overbevist om at det vil kræve FN-bemyndigelse. Jeg er ikke så sikker på at man så (uden FN-bemyndigelse, red.) bare vil lade tingene ligge. EU er fast besluttet på at yde sit bidrag, og vi skal huske på at det handler om en politiopgave, ikke en militær mission,« siger han.