NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
En udstrakt hånd til Afrika, Vestindien og Stillehavs-landene, og et forslag til handelsaftale med al mulig hensyn til de fattige landes interesser.
Eller: Et afpresningsbud, og en opskrift på en truende katastrofe.
De vidt forskellige vurderinger af EU-landenes politik overfor den fattige del af verden handler om vurderingen af det politiske indhold – resultatet af en ofte lang og langt fra gennemskuelig proces.
Alle kan have en mening om slutresultatet. Men de færreste kan følge hvordan man er nået dertil.
Beslutningerne bliver ført ud i livet af Kommissionen hvor den ansvarlige kommissær Peter Mandelson optræder som de 27 landes ansigt og stemme.
Men det som Mandelson og hans medarbejdere bliver sendt i byen, eller rettere ud i verden, med, er aldrig ukendt stof. Kommissionen har altid selv forberedt de sager som man bagefter bliver sat til at administrere.
Dette er i og for sig ikke noget unikt. Kommissionens dobbeltrolle som forslagsstillere og som administrator er den måde som EU fungerer på.
Men i handelspolitik har embedsmændene i Kommissionen friere spil end på de fleste andre politikområder.
Til gengæld har Kommissionen ingen forpligtelse til at rette sig efter hvad Parlamentet måtte mene.
På den anden side vil nationale parlamenter som Folketinget og forskellige interesseorganisationer kunne blande sig. Og det gør de.
Folketingets Europaudvalg udsteder og efterprøver danske ministres mandater. Og der er etableret et forum under navnet Beach Club for danske organisationer med interesse for handelspolitik.
Beach Club-komitéerne blev oprettet i 1998 og samler deltagere fra myndigheder, erhvervsorganisationer, og fra organisationer som Naturfredningsforeningen, Mellemfolkeligt Samvirke og Max Havelaar Fonden.
Hvad der sker, fra det tidspunkt Kommissionen indleder forhandlinger om en handelsaftale på EU's vegne, og til en endelig aftale bliver godkendt af Rådet, er en proces som i hovedsagen foregår på møder mellem EU-landenes embedsmænd, deres EU-ambassadører, og i sidste instans i Ministerrådet.
Ikke en gang det forholdsvis velinformerede danske Folketing kan kigge ind i det handelspolitiske maskinrum.
Komitéen minder om andre arbejdsgrupper i Ministerrådets regi. Formanden kommer fra det aktuelle formandskabsland, pt. Portugal. Deltagerne er embedsmænd fra medlemslande. Komitéens opgave er at forhandle sig frem til en fælles holdning som Ministerrådet derefter kan vedtage uden unødvendige sværdslag.
Men 133-komitéen adskiller sig fra andre af Rådets arbejdsgrupper ved at Kommissionen både er forslagsstillere, og den som rent faktisk udfører det forhandlingsarbejde som behandles i komitéen. I de fleste andre arbejdsgrupper handler det om at forberede love, som gennemføres i de enkelte medlemslande.
Kommissionens folk får på den måde en større indsigt i de ofte teknisk komplicerede sager, end de nationale repræsentanter har, hvis man skal tro forskellige studier af hvordan 133-komitéen fungerer.
Hensigten er så langt som muligt at opnå konsensus ved »gentlemen's agree€ments«. Det er en praksis som sætter pres på de enkelte medlemslande om ikke at stille sig på tværs.
»Men selvfølgelig er der ingen som for et øjeblik glemmer hvilke stemmeandele de forskellige medlemslande repræsenterer,« siger en af de involverede som NOTAT har talt med. Han hentyder til at de store EU-lande har flere stemmer end de små.
Hvis der alligevel opstår uenighed i komitéen bliver det konkrete stridsemne skubbet opad i systemet til EU-ambassadørerne (COREPER) som, hvis heller ikke de kan blive enige, skubber sagen videre til Ministerrådet.
Store virksomheder og deres interesseorganisationer kommer på den måde til at præge EU's handelspolitik i højere grad end de enkelte regeringer i EU's medlemslande. EU's handelspolitiske linje bliver lagt af »big business«.
Det er budskabet i en rapport fra tænketanken Ny Agenda som får støtte i studiet fra Verdensnaturfonden WWF.
Forskeren ved det britiske Loughborough universitet, Carina Gerlach har en lidt anden tilgang til interessepolitikken.
Selv store organisationer som Business€europe (forum for erhvervsorganisationer som Dansk Industri, tidligere kendt som UNICE), og lobbyistorganisationen ESF (European Services Forum) har kun et par personer hver som fast følger de globale handelssager.
Gerlach som selv har arbejdet for Eurochambres (de europæiske handelskamre) i Bruxelles, ser det endda som et problem at Kommission ikke i tilstrækkelig grad lytter til erhvervslivets ønsker.
Tilbage står imidlertid, at de systemkritiske organisationer og de erhvervsvenlige forskere trods forskellige udgangspunkter og konklusioner er enige om en ting: Kommissionen har en central, for ikke at sige en autonom, funktion i udformningen af EU’s handelspolitik. n
Kilder: WWF: »A League of Gentlemen. Who really runs EU Trade Decision-Making«, november 2003.
Ny Agenda: »Vores globale handelsinteresser -– En rapport om EU’s handelspolitik, de multinationale selskaber og u-landene«, 2006.
Carina Gerlach: »Does Business Really Run EU Trade Policy? Observations about EU Trade Policy Lobbying«, POLITICS, Vol 26(3) 2006.