NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Også for 30 år siden klagede man i Europa over at USA handlede for enerådigt i forhold til resten af verden. De store EU-lande ville med på råd. Den daværende amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger sukkede: Jeg vil gerne ringe til Europa. Men hvem skal jeg ringe til?
Kissingers bemærkning er siden gået over i historien som et billede på EU’s manglende evne til at føre fælles udenrigspolitik. Det var svært at finde ud af, hvad europæerne mente om den ene eller anden internationale problemstilling, for som minimum skal man ringe til London og Paris, måske også til Berlin, Rom og Madrid. Og efter de mange telefonopkald kan man stå med ligeså mange forskellige svar.
Nu er problemet med det manglende telefonnummer løst. Ved telefonen sidder EU’s udenrigspolitiske repræsentant, den 64-årige spanier Javier Solana og hans medarbejdere. Han har blot to problemer: Han hedder ikke »udenrigsminister« og han er det heller ikke.
Chefen for det hele, den fælles udenrigs-minister, vil i sagens natur, blive en ganske magtfuld person. Favoritkandidaten er Javier Solana, der også har en fortid som chef for det militære samarbejde i NATO. Solana, hvis titel i dag kun er »højtstående repræsentant« for den fælles udenrigspolitik, flyver og farer verden rundt og optræder på fotos alle vegne hvor der er brug for at sætte ansigt på Unionen internationalt. Han mangler kun den formelle titel samt den dobbelte kasketføring, der kan forene de forskellige organer i EU–medlemslandene i Ministerrådet og Kommissionen.
Det er et grundvilkår for EU, som afspejler at EU ikke er en stat, og at noget så vigtigt som et lands udenrigspolitik stadig er nationalt område.
Heller ikke udkastet til en forfatning ændrer på det forhold. Talrige formuleringer om at EU-landene skal tale med én stemme og skal underordne sig EU’s fælles beslutninger er – ja, netop formuleringer. Kendsgerningen er at hvis medlemslandene ikke vil indordne sig og blive enige, så kan de ikke tvinges.
I EU-systemet ser mange gerne udenrigspolitik ændret til et område, hvor EU har kompetencen over medlemslandene. Men der er lange udsigter til at f.eks. de to gamle stormagter med atomvåben, Frankrig og Storbritannien, vil overlade spørgsmål om krig og fred til flertalsbeslutninger i Bruxelles.
I stedet gør EU noget andet for at drive udviklingen fremad: Bygger institutioner og udnævner personer. EU’s historie har vist at det er en metode, man ikke skal underkende betydningen af.