NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Det daglige arbejde blev ledet af en institution med det pompøse navn »Den Høje Myndighed« – den der i dag har det lidt mere ydmyge navn »Kommissionen«.
De principielle beslutninger skulle træffes af et råd, hvori der sad en minister fra hvert medlemsland. Beslutningerne skulle træffes med et flertal af landene, idet dog mindst to af de tre store lande – Frankrig, Vesttyskland og Italien – skulle stemme for.
En domstol skulle endelig tage stilling til, om medlemslandene overholdt traktaten og de efterfølgende beslutninger.
Dens udgangspunkt var traktaten, hvori der stod, at landene skulle give fri adgang for hinandens produkter, og at de ikke måtte støtte deres industrier, uden at de på forhånd havde sikret sig, at Den Høje Myndighed godkendte beslutningen.
Det andet organ var »Det Rådgivende Udvalg«, der bestod af repræsentanter for ejere og ansatte i kul- og stålindustrien samt forbrugerne af dens produkter.
Udvalget kunne som parlamentet komme med udtalelser til de fremlagte forslag, men havde ellers ingen myndighed. Det svarer til det senere Økonomiske og Sociale Udvalg i EF/EU.
Det hang sammen med det, man kalder »initiativ-retten«, dvs. at alle forslag skulle fremsættes af Den Høje Myndighed. Når først en beslutning var truffet, kunne politikerne ikke lave den om, uden at Den Høje Myndighed sagde ja til at fremsætte et nyt forslag.
Denne i virkeligheden dybt udemokratiske metode var indført helt bevidst af Jean Monnet. Han nærede en dyb foragt for politikere og ønskede ikke, at de skulle have mulighed for at ødelægge noget af det, som han og andre dygtige embedsmænd havde skabt.
Når alle forslag skulle fremsættes af Den Høje Myndighed, kunne man jo være sikker på, at den aldrig ville ændre på noget, den selv havde foreslået!