NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
EU har efter udvidelsen både ændret sig indadtil og udadtil. Med den seneste udvidelse er EU'sydre grænser skubbet længere mod øst. Rus-land, Hviderusland, Ukraine og Moldova ermed ét blevet »nært udland«.
Især de nye EU-lande har presset på forat få en mere kontant og sammenhængende politik mod disse nye nabolande, ganske som Frankrig og Spanien har ønsket det i Middelhavsregionen og Finland i forhold til det nordlige Europa. Med Bulgariens og Rumæniens medlemskab har samarbejdet i Sortehavsregionen fået større betydning.
Nogen mener, at EU med udvidelserne og naboskabspolitikkerne har udviklet sig i retning af et »imperium«. En sammenslutning af et stort antal lande med et fælles center i Bruxelles, en stor pengekasse og et mindre militær til at udvide imperiets grænser – mod syd mod Sortehavsregionen, Balkan og Middelhavsregionen, eller mod øst mod Hviderusland, Ukraine og Georgien.
Hverken Tyrkiet eller Ukraine føler sig dækket ind af naboskabsaftalerne, heller ikke i den udvidede »ENP+« -udgave, også kaldet privilegeret partnerskab. Ukraine er ikke tilfreds med at rangere på linje medlande som Marokko og Tunesien, og tyrkerne gør opmærksom på at de søgte medlemskab længe før Ukraine.
De nye EU-lande definerer udenrigs- og sikkerhedspolitik meget anderledes end de»gamle«. De deler for eksempel ikke de oprindelige EU-landes ønske om en mere selvstændig profil i forhold til USA.
I det »gamle« Europa støttes den politik kun af England og Danmark.
Krigen i Irak og missilopstillingen får ikke megen folkelig opbakning i befolkningerne i øst. I Polen viser meningsmålinger, at modstanden mod deltagelsen i krigen i Irak er større end i Danmark. Men udenrigspolitikken føres af de politiske ledere, og den holdes bevidst udenfor valgkampene.
Slovakiet er dog en undtagelse. Her har ministerpræsident Robert Fico erklæret, at hans regering ikke deltager i missilplanerne og agter at trække de slovakiske styrker ud af Irak.
Den polske regering har ligefrem luftet tanken om at få opstillet missiler rettet mod Rusland til gengæld for støtte til missil-programmet, ligesom polakkerne er gået i offensiven for at modarbejde de russiske gas- og olieinteresser.
Diplomatiske forhandlinger, FN-løsninger og kompromiser er ikke polakkernes kop te. Den nuværende regering i Polen under Kaczynski-brødrene hælder mere mod det nye højres tro på præventiv krig. Polakkerne og balterne ser med mistro på Tysklands og Frankrigs partnerskabspolitik overfor Rusland og modstanden mod krigen i Irak.
Ganske som Polen har også de baltiske lande protesteret mod det tysk-russiske projekt for ledningsføring ned gennem Østersøen, ligesom de aktivt støtter de lande i det gamle Sovjetunionen, for eksempel Georgien, der går imod russiske interesser.
Af samme årsag er østeuropæerne og især de baltiske lande og Polen også meget skeptiske overfor et udvidet udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde indenfor EU. Kernen i sikkerhedspolitikken skal for dem være NATO med de tættest mulige relationer tværs over Atlanten.
Trojanerne tog hesten inden for byporten, og om natten væltede det ud med fjendens soldater der indtog byen. Udtrykket er brugt i årtier om franske statsmænds holdning til USA's nære allierede i Europa. Først om præsident Charles de Gaulles holdning til briterne i 1960'erne, siden om Chiracs holdning til de nye øst- og centraleuropæiske medlemslande, bl.a. da disse støttede USA's krig mod Irak.