NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
I Danmark er det gratis at gå på universitetet – når man ser bort fra udgifterne til lærebøger, transport, computer og andre nødvendige hjælpemidler. I mange andre lande betaler man studieafgifter på flere tusinde kroner om året.
Imidlertid kan EU's program for europæiske eliteuddannelser – Erasmus Mundus-programmet – blive en murbrækker for at indføre brugerbetaling på de videregående uddannelser.
Det konkluderer ph.d.-studerende ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Ole Henckel. Han har brugt Erasmus Mundus som case-study i en analyse af samspillet mellem dansk og europæisk uddannelsespolitik. Konklusionen er at både EU-Kommissionen og uddannelsesinstitutionerne lægger et stort pres på nationalstaterne for at få lov til at opkræve deltagerbetaling på elite-uddannelserne.
»Gratisprincippet fremstilles som en forhindring, og deltagerbetaling som en nødvendighed, for at kunne deltage i uddannelsesprogrammet. Konsekvensen er at kun de der har råd, får de »rigtige« internationale uddannelser,« siger Ole Henckel.
Undervisningsministre fra 29 lande blev i 1999 på et møde i Bologna enige om at arbejde frem mod et fælleseuropæisk uddannelsesområde inden år 2010. Bologna-processen vandt hurtigt udbredelse og kom til at danne grundlag for en massiv reformpolitik i alle lande.
»Det er interessant at processen foregår uden for EU-systemet, og at den udvikler sig i enighed. Universitetsrektorerne, embedsværket, politikerne og til dels de studerende har bakket op om reformerne. De ansatte er mere kritiske, men har stort set ikke været repræsenteret før 2003, efter at dagsordenen var sat. Men på spørgsmålet om finansiering er der en åbenlys uenighed, og derfor er det blevet holdt udenfor og henlagt som et nationalt anliggende,« siger Ole Henckel.
Formelt kommer Kommissionen først med i Bologna-samarbejdet i 2001. Erasmus Mundus-programmet lanceres i 2004 som Kommissionens flagskib. Det kommer i forlængelse af Erasmus-programmet fra 1987, et udvekslingsprogram hvor studerende kan tage et eller flere semestre på et universitet i et andet EU-land. Mundus giver for første gang muligheden for at tage en hel kandidatuddannelse i en tværnational ramme – en fælleseuropæisk eliteuddanelse.
Dermed knytter programmet an til væsentlige elementer i Bologna-processen: harmonisering af uddannelsesstrukturerne, studentermobilitet og »employability« (relevans i forhold til arbejdsmarkedet).
»Kommissionen råder over en pengekasse til at sætte udvalgte programmer i gang og sikrer sig på den måde stor indflydelse på hvordan Bologna-processen skal udvikle sig. Ikke ved lovgivning, for det har man ikke hjemmel til, men ved at skabe nogle strukturer som medlemslandene og deres universiteter kan benytte sig af,« siger Ole Henckel.
I Danmark er der ingen som skænker det en tanke at de nye eliteuddannelser kan blive en bombe under det danske princip om gratisuddannelser. Da Folketingets Europaudvalg bliver præsenteret for initiativet på et møde i 2003, får udvalget at vide at ny lovgivning ikke er nødvendig.
I kølvandet på den såkaldte kinesersag hvor RUC blev tvunget til at tilbagebetale ulovligt opkrævede studieafgifter, bliver der nu åbnet op for deltagerbetaling for studerende fra ikke EU-lande fra 1. august 2006.
Samtidig skulle loven skabe rammerne for det internationale samarbejde, og dermed muliggøre danske studerendes deltagelse i Erasmus Mundus-programmet. Men af bemærkningerne til loven fremgår det også at universiteterne er forpligtet til at sikre de studerende mod at blive afkrævet deltagerbetaling.
»Forventningen har været at deltagelse skulle ske efter princippet om gensidig udveksling, sådan som det i årevis har været praktiseret i Erasmus-programmet. Det vil sige at danske studerende »bytter studieplads« med en udenlandsk studerende,« forklarer Ole Henckel.
I stedet valgte universiteterne, i strid med dansk lovgivning, at implementere en model hvor de og deres udenlandske partnere gennem et såkaldt konsortium opkræver deltagerbetaling af de studerende.
Da rektorerne henvender sig
for at få en afklaring, gentager ministeriet blot at der ikke må tages deltagerbetaling, men man forholder sig ikke til konsortiemodellen selv om man er gjort opmærksom på den. Dertil kommer at en dansk studerende udbeder sig en forklaring på den høje deltagerbetaling. Der går næsten fire måneder før hun modtager et svar. Ministeriet forholder sig imidlertid ikke til problematikken, men videresender blot den redegørelse der er indhentet fra Århus Universitet. En passivitet hvorigennem ministeriet legitimerer universitetets uretmæssige opkrævning af deltagerbetaling.«
Med konsortiemodellen skabte man et retsligt tomrum hvor universiteterne kan agere efter forgodtbefindende. EU-Kommissionen blåstempler i praksis betalingsmodellen da den i sommeren 2006 kræver ens deltagerbetaling for alle studerende. Ellers vil der ikke blive udbetalt stipendier til studerende fra tredjelande fra starten af 2007.
»Ministeriet har udvist en systematisk passivitet over for universiteternes håndtering af sagen. Det kunne vidne om at ministeriet gerne ville den udvikling.
»Men universiteterne har også bevidst valgt at bruge konsortiemodellen selv om de var klar over at de befandt sig i en gråzone. Man har handlet efter et princip om at det er nemmere at få tilgivelse end tilladelse,« siger han.
Grundlæggende ser han interessen for deltagerbetaling som kulminationen på en proces de sidste årtier hvor universitetet er gået fra at være en eliteuddannelse til at være en masseuddannelse.
»I forhold til antallet af studerende er finansieringen i samme periode faldet markant, og det fører til bekymring hos universiteterne om faldende kvalitet. Underfinansieringen fører til at man er på jagt efter alternative finansieringskilder,« slutter Ole Henckel