Irske fagforeninger kræver rettigheder

Domme fra EU-domstolen overbeviste irske fagforeninger om, at traktaten ikke ville sikre strejkeret og overenskomster. Nu vil de bruge nej'et til at styrke faglige rettigheder i hele EU.
Af Kenneth Haar
4. september 2008

Den irske arbejderklasse stemte nej til Lissabon-traktaten, og en del af årsagen var EU's angreb på faglige rettigheder – et problem som også har vakt debat i Danmark. I de fattigste kvarterer faldt traktaten med op mod to tredjedele, og blandt årsagerne var en kampagne iværksat af en række fagforeninger og -forbund. Den stemme på nej-siden var stærk nok til at gøre indtryk på den irske premierminister Brian Cowen. På EU-topmødet den 20. juni sagde han:

»Store dele af fagbevægelsen er bekymrede over manglen på balance mellem faglige rettigheder og markedskræfterne.«

Det er især en række domme fra EF-domstolen, som har gjort stort indtryk på den grønne ø, og som har knust irske forhåbninger om at EU ville komme de trængte hjemlige fagforeninger til undsætning. Står det til to af hovedpersonerne i den irske fagforeningskampagne, skal resultatet af folkeafstemningen bruges til at ændre EU-reglerne, så de faglige rettigheder styrkes.

Domme afgørende

Blandt de første fagforbund som kastede sig ind i en kampagne for et nej til traktaten, var Unite, som har 60.000 medlemmer i både den private og den offentlige sektor.

»Vi læste traktaten og sammenholdt den med dommene fra EU-domstolen, og konkluderede at traktaten ville rulle faglige rettigheder tilbage i hele EU,« siger formanden for Unite, Jimmy Kelly.

Det er især dommen i den såkaldte Vaxholm-sag, som har påvirket den irske fagbevægelse. Den fjernede muligheden for at kræve samme løn- og arbejdsforhold for udstationerede udenlandske arbejdere som for indenlandske. Sammen med to andre domme, kaldet Viking- og R¸ffertdommene, har den ændret mange fagforeningers syn på EU og på EU-lovgivningen. De tre domme havde derfor afgørende betydning for at de irske fagforeninger gik ind i en kampagne mod Lissabon-traktaten, mener Jimmy Kelly. Fagforeningerne i Irland har i forvejen meget svært ved at håndtere den store tilgang af østarbejdere fra de nye EU-medlemslande til det irske arbejdsmarked, og slås med en irsk lovgivning som giver fagforeningerne dårlige betingelser. Det har hidtil været et udbredt standpunkt i Irland at EU-reglerne skal hjælpe de irske fagforeninger med at opnå flere rettigheder.

Ubrugeligt charter

Således satte flertallet i det irske LO da også lid til at den nye traktat ville give flere rettigheder – en påstand som Jimmy Kelly ikke giver noget for.

»De tror det såkaldte Charter for Grundlæggende Rettigheder i traktaten vil give ret til at indgå overenskomster, men det er jo blevet afvist af EF-domstolen,« siger han med henvisning til en vigtig dom fra den øverste myndighed i EU.

Charteret for Grundlæggende Rettigheder rummer en artikel som fremhæver retten til »kollektive kampskridt«, herunder strejke, og til at indgå kollektive overenskomster. Problemet er, mener Jimmy Kelly, at den del af traktaten blev vurderet af EU-domstolen da den afsagde dom i Vaxholm-sagen, og her tillagde dommerne den ikke nogen betydning. Dermed væltede mange irske fagforeningers forestilling om at traktaten kunne bruges til at beskytte og udbygge deres egne rettigheder.

Lakmustesten

Den faglige kampagne tog et stormskridt fremad da det største forbund SIPTU med 250.000 medlemmer sluttede sig til nej-sigerne få dage før afstemningen.

Under kampagnen udfordrede SIPTU den irske regering ved at spørge om EU-reglerne ikke påbyder mere fagforeningsvenlige regler end de gældende regler i Irland. Da svaret udeblev, anbefalede SIPTU et nej ved folkeafstemningen. SIPTUs beslutning skal også ses på baggrund af den store betydning tilstrømningen af arbejdskraft fra de nye medlemslande har i Irland:

»En del af beslutningen traf vi på baggrund af vores erfaringer de seneste 4-5 år hvor vi har følt os bedraget af den irske regering. Vi var blevet stillet i udsigt at vi ville få bedre regler om sikkerhed i ansættelsen, men der skete intet, og det har haft grumme konsekvenser. Dele af det irske arbejdsmarked er blevet et barskt kødmarked hvor migrantarbejdere let har kunnet underbyde irske arbejdere,« siger formanden for SIPTU, Jack O'Connor, der også er næstformand for det irske LO.

Ryan Airs Europa

Med SIPTUs anbefaling af et nej, kom den faglige kampagne til at stå meget stærkt. Med SIPTU, Unite og en række andre mindre forbund og fagforeninger, organiserer de faglige organisationer som anbefalede et nej, de fleste af de ca. 600.000 medlemmer af det irske LO. Jack O'Connor understreger at hans forbunds afvisning af traktaten ikke er en afvisning af EU:

»Vi er varme tilhængere af et socialt Europa. Et Europa som ligger i forlængelse af vores egen uafhængighedserklæring fra 1916, og af Jacques Delors' (Kommissionens formand 1985-95, red.) visioner fra 80'erne. I stedet er vi ved at få et Europa som kun opfylder Ryan Airs drømme,« siger han med henvisning til det irske luftfartsselskab som har ry for at byde deres ansatte elendige vilkår, og for at bekæmpe enhver organisering af de ansatte.

En traktatændring

Den næste opgave for de irske fagforeninger er at omsætte resultatet af folkeafstemningen til reelle forbedringer. Det vil de irske fagforeninger have den europæiske fagbevægelse til at hjælpe med:

»Vi håber virkelig fagforeningerne i EU opfatter det irske nej som en kærkommen lejlighed til at fremme vores krav om faglige rettigheder – ikke bare i Irland, men i hele EU,« siger Jimmy Kelly.

Det konkrete forslag er at få indsat en social klausul i traktaten. Forslaget til en »social klausul« i EU-traktaten blev fremsat af Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS, ofte kaldet Euro-LO) i april i år. Forslaget er såre enkelt: Det skal sikre at ingen EU-regler kan bruges til at begrænse de faglige rettigheder, først og fremmest konfliktretten og retten til at indgå overenskomster. Forslaget er et svar på de tre domme fra EF-domstolen, og har længe været en del af både den svenske og den danske debat.

Også i de to skandinaviske lande har mange fagforeninger rejst kravet om en ændring af traktaten efter samme opskrift, herhjemme særligt kampagnen »Fingrene væk!« som LO i de danske storbyer og fagforeningssammenslutningen Fagligt Ansvar står bag.

Kampen om nej'et

Det bliver dog ikke ligetil for de irske fagforeninger at få de faglige rettigheder ind på dagsordenen efter det irske nej. Mange irske aktører er rykket ud med deres forskellige forslag til hvordan den irske afvisning af traktaten skal forstås, og på nej-siden konkurrerer flere forskellige synspunkter. Jack O'Connor er chokeret over debatten efter nej'et hvor han ikke genfinder de argumenter han selv mødte på arbejdspladserne før folkeafstemningen. Han synes endda at debatten efter afstemningen er mere bemærkelsesværdig end afstemningen selv.

»De argumenter vi hørte for et nej, var aldrig om tabet af en fast irsk EU-kommissær eller om at bevare den lave irske selskabsskat. Vi talte med tusinder af arbejdere under kampagnen, de fleste af dem tillidsmænd. Og vi oplevede at langt de fleste giver EU ansvaret for de svære betingelser på det irske arbejdsmarked, også på områder hvor ansvaret faktisk er den irske regerings.«

O'Connor er bekymret for om det bliver en bestemt del af nej-kampagnen der kommer til at stille betingelserne. Særligt frygter han den irske millionær Declan Ganley og hans kampagneorganisation Libertas, som især appellerede til middelklassevælgerne op til folkeafstemningen:

»Ganley og Libertas ligger til højre for hunnernes kong Attila. De synes snarere arbejdere har for mange rettigheder end for få,« siger han.