Meget langt fra de fælles mål

Om mindre end to år skal EU-landene have opnået fem konkrete mål på uddannelsesområdet. Intet tyder på at det vil lykkes.
Af Staffan Dahllöf
19. september 2008

Først den gode nyhed: Det går godt med at få uddannet flere unge i EU med matematisk, naturvidenskabelig eller teknisk viden.

Målet er at 15 procent flere afslutter en videregående MST-uddannelse i 2010 (MST = Mathematics, Science, Technology). Det blev allerede nået i 2003.

Men så kommer der heller ikke mere godt nyt i denne tekst.

Med hensyn til de fire andre fælles mål, på EU-dansk kaldet for »benchmarks«, er landene langt, eller meget langt, fra at opfylde hvad man er blevet enige om.

Når det gælder dårlige læsere er den helt og aldeles gal.

I stedet for at reducere gruppen af elever med dårlige læsefærdigheder med 20 procent, er denne gruppe i gennemsnit blevet større end den var i udgangsåret 2000, med Finland som en lysende undtagelse. Dog trækker også Danmark og Polen i den rigtige retning.

Lære af hinanden

De fem konkrete uddannelsesmål er en del af den såkaldte Lissabon-strategi som blev undfanget på et EU-topmøde i den portugisiske hovedstad i 2000.

Formålet var at EU skulle udvikles til »den mest konkurrencedygtige og vidensbaserede økonomi i verden« i 2010, men ikke på den traditionelle EU-måde med harmoniseringer eller andre former for fælles lovgivning.

Medlemslandene skulle i stedet for lære af hinanden i en konkurrence om at sikre økonomisk vækst og beskæftigelse. Det blev kaldt den »åbne koordinationsmetode«.

Lissabon-strategien har sidenhen været et fast punkt på EU-ledernes forårstopmøder, men uden at give anledning til de store politiske slagsmål eller overskrifter.

Lissabon-strategien er mest blevet betragtet som lidt kedeligt pligtstof, af dem som skulle rapportere om resultaterne, men også af de deltagende landes ministre.

I skuffen og til siden

I »halvlegen« 2005 blev Lissabon-strategien omdøbt til »Lissabon-strategien for vækst og jobs«. Det højtravende mål om at blive »verdens førende vidensbaserede økonomi« blev lagt lidt til side. Planer om at offentliggøre lister over hvilke lande der gjorde det bedst og hvilke som gjorde det dårligt, blev puttet i skuffen.

Der er nu kun to overordnede mål frem til 2010 i den overordnede plan:

– Investeringer i forskning og udvikling skal op på 3 procent af landenes BNP.

– Beskæftigelsesgraden skal op på 70 procent af arbejdsstyrken.

Til gengæld er der de fem »benchmarks« indenfor selve uddannelsesområdet. Her er de forskellige landes resultater ganske nøjagtigt beskrevet i Kommissionens analyser, og det er forholdsvis nemt at udpege dem der fører, og dem der halter bagefter. u

Lissabon-strategien: Uddannelse for konkurrencedygtighed

I marts 2000 vedtog EU's stats- og regeringschefer den såkaldte Lissabon-strategi på et møde i den portugisiske hovedstad. Strategiens hovedsigte er at gøre EU til den »mest konkurrencedygtige og vidensbaserede økonomi i verden« inden 2010. En af metoderne til at indfri dette mål er en øget satsning på uddannelse og forskning. Indsatsen skal ifølge vedtagelsen fra 2000 strække sig fra bekæmpelse af analfabetisme til skabelse af et europæisk forskningssamarbejde. Strategien rummer meget konkrete målsætninger, såsom halvering af antallet af 18-24-årige, der ikke er gået i gang med en uddannelse over folkeskoleniveauet.

Strategien blev startskuddet til en mangfoldig indsats på både uddannelses- og forskningsområdet fra EU's side. I arbejdsprogrammet fra 2001 satte medlemslandene sig mål som berører både folkeskolen, ungdomsuddannelserne, de videregående uddannelser, erhvervsuddannelser og efteruddannelse.

Problemet med EU's mangel på kompetence, det vil sige de meget begrænsede muligheder for at gennemføre en fælles politik gennem EU-lovgivning, er i Lissabon-processen løst ved at bruge den såkaldte »åbne koordinations metode«. Metoden går ud på, at medlemslandene i fællesskab fastsætter konkrete mål, og dernæst skal rapportere jævnligt til de øvrige medlemslande hvordan arbejdet med at opfylde målene skrider frem.

Danmark klarer sig godt i det store og hele

Andelen, der opnår en ungdomsuddannelse efter 9. klasse, har i Danmark været faldende de seneste år. I 2006 som er de seneste tal, var den på knap 80 pct. mod knap 81 pct. i 2005. På dette punkt går det altså ikke så godt med at nå EU-målet om 85 procent i 2010. Dertil kommer at den danske regering har et meget ambitiøst mål om at nå op på 95 procent i 2015.

Men sammenligner man med de øvrige EU-lande, og tæller resultaterne for de fem uddannelsesmål sammen, er Danmark alligevel blandt de lande der klarer sig bedst. Vi får følgeskab af Finland, Sverige, Slovenien og Storbritannien. Bundskraberne er Tyrkiet, Malta og Bulgarien.

For hvert af de fem mål er ser status således ud:

– Mindst 15 procent flere færdiguddannede inden for matematik,

naturvidenskab og teknologi

Status: Opfyldt i 2003, på vej til målfordobling

Førende lande: Irland, Frankrig, Litauen

– Mindst 85 procent med uddannelse på gymnasieniveau

Status: knap 20 procents opfyldelse

Førende lande: Polen, Kroatien (kandidatland), Litauen

– Højst 10 procent må forlade uddannelsessystemet efter folkeskolen

Status: knap 40 procents opfyldelse

Førende lande: Kroatien (kandidatland) Slovenien, Polen

– 12,5 procent af den voksne befolkning på kurser og (videre)uddannelse

Status: 50 procents opfyldelse

Førende lande: Sverige, Danmark, Island (ikke EU-medlem)

– Et fald på mindst 20 procent i andelen af elever med ringe læsefærdigheder

Status: Tilbagegang, 65 procent under udgangspunktet i 2000

Førende lande: Finland, Danmark, Polen