ARTIKLER


Ni lande vil have særlige regler for skilsmisse

Sverige og Malta er imod – af helt forskellige grunde
Af Sven Skovmand
19. september 2008

På et møde mellem EU’s justitsministre den 25. juli 2008 forelagde ni lande et ønske om at de kan indføre et videregående samarbejde med hensyn til regler for skilsmisse for par, der er fra forskellige lande.

De ni lande er Frankrig, Grækenland, Italien, Luxembourg, Rumænien, Slovenien, Spanien, Ungarn og Østrig.

Deres begrundelse er at 170.000 ud af de årlige 845.000 skilsmisser berører folk der er fra forskellige medlemslande. Derfor er der brug for fælles regler for dem, siger de.

De ni landes forslag menes at have sympati fra Tyskland, Belgien, Portugal og Litauen. Derimod går især Malta og Sverige imod – af vidt forskellige grunde. Malta fordi man er imod skilsmisse, Sverige fordi man vil fastholde en liberal politik.

Kommissionen skal nu overveje om den kan udarbejde et forslag og sætte det til behandling i Ministerrådet.