ARTIKLER


Som kunder i en butik

Bag frit valgs ordninger, ventetidsgarantier og mange andre tiltag ligger forestillingen om patienten som en almindelig krævende forbruger.
Af Erling Böttcher
29. november 2008

Ses patienten som en passiv og modtagende patient der under hensyn til samfundsøkonomien tager imod hvad samfundet i solidaritetens navn kan yde? Eller ses patienten som en aktiv og krævende forbruger der hævder sine rettigheder og ser sig om i markedsøkonomien efter den bedste vare i butikken?

De to forestillinger er yderpunkter i den måde man kan se en patient på, fremgår det af en ny forskningsrapport om patientens politiske historie. Synet på patienten ændrer sig over tiden, og det er først fra 1990'erne og frem at en egentlig markedsgørelse finder sted i form af f.eks. frit sygehusvalg og andre markedslignende løsninger. Det bliver i den forbindelse almindeligt at betragte patienten som en forbruger af sundhedsydelser, skriver Kirstine Zinck Pedersen i sin rapport.

Samtidig med den stigende markedsorientering sker der en stigende centralisering. Først fra 1990'erne bliver der gennemført en række centrale tiltag på områder som f.eks. frit sygehusvalg, ventetidsgarantier, patientinformation, kvalitet, takststyring (DRG) og elektroniske patientjournaler. I mange af disse tiltag er patienten omdrejningspunktet.

Også hvad angår patientrettigheder er rettighedsdiskussioner så godt som fraværende indtil starten af 1990'erne, hvor for eksempel frit sygehusvalg og behandlingsgarantier kommer på dagsordenen.

Problemet er naturligvis at ikke alle betingelser for et frit marked er opfyldt. Det vil ifølge teoribogen blandt andet kræve at

  • Der skal være fri til- og afgang – men grundlæggende kommer «kunderne« ikke frivilligt, men er tvunget til det.

  • Forbrugerne skal være fuldt informerede – men grundlæggende er det svært, når man er syg, at have overskud til at danne sig et overblik over sine muligheder som patient.

    RISIKOEN ER at det i sidste ende vil være de stærkeste som vil have mest gavn af «kunde«-tankegangen.

    Kilde:

    1) Patientens politiske diskurshistorie. Forskningsrapport af Kirstine Zinck Pedersen. Center for Health Management, Copenhagen Business School. Maj 2008.