ARTIKLER


Spegepølse og italiensk salat

Danske medlemmer af EU-Parlamentet vil sikre at danske universiteter kan deltage i næste fase af eliteuddannelserne uden at opkræve deltagerbetaling. Men her stopper enigheden
Af Åge Skovrind
19. september 2008

.

Danmark kan fortsat fastholde princippet om gratis uddannelse. Og danske universiteter kan deltage i Erasmus Mundus programmet i fremtiden uden problemer.

Sådan lød pressemeddelelsen fra Venstres Anne E. Jensen, efter at EU-Parlamentets uddannelsesudvalg havde behandlet forslaget om Erasmus Mundus-programmet for perioden 2009-2013. Men det er hverken Christel Schaldemose (S) eller Søren Søndergaard (Folkebevægelsen) enige i.

I det første udkast havde EU-Kommissionen lagt op til at alle studerende skulle betale samme beløb.

Men udvalget vedtog et ændringsforslag som Anne E. Jensen havde stillet gennem Budgetudvalget. Nu hedder det at konsortierne (universiteterne) kun kan opkræve deltagerbetaling såfremt den nationale lovgivning tillader det.

Forslaget sidestiller universitets-konsortierne med national lovgivning, når der skal træffes afgørelser om brugerbetaling.

»Det er de gamle regler fra den første fase af Erasmus Mundus som aldrig gav nogle problemer«, siger hun.

Stinna Gammelgaard fra Danske Studerendes Fællesråd er uenig med Anne E. Jensen:

»Man legitimerer konsortie-modellen ved at sidestille den med national lovgivning. Universiteterne er glade fordi det giver mulighed for at fortsætte konsortieaftalerne som indeholder brugerbetaling.«

Heller ikke medlem af EU-Parlamentet Christel Schaldemose (S) er overbevist.

»Jeg deler ikke det optimistiske syn,« siger hun.

Hun ønskede at få præciseret at alle konsortieaftaler skal overholde den nationale lovgivning i alle de deltagende lande.

»Min erfaring siger mig at hvis vi skal undgå problemer, skal dette være klokkeklart. Det er svært fordi der er forskellige måder til at finansiere universiteterne, og det stigende samarbejde sætter forskellene under pres,« siger hun.

Hun trøster sig dog med at parlamentets ordfører har lovet at finde en løsning inden forslaget skal til afstemning i plenarforsamlingen i efteråret.

Anne E. Jensen fastholder at den vedtagne tekst er en garanti mod brugerbetaling.

»Jeg har konsulteret Videnskabsministeriet, og deres jurister siger at der ikke er noget problem. Jeg kan jeg ikke se at vi skal blæse den sag yderligere op.«

Søren Søndergaard (Folkebevægelsen mod EU) er dybt forundret over at den danske regering har sagt god for forslaget. Han mener at regeringen løber fra folketingsflertallet, når den accepterer muligheden for brugerbetaling:

»Jeg beklager selvfølgelig resultatet i EU-udvalget, men er ikke specielt overrasket. I EU-Parlamentet er der en stærk lobby for at gøre uddannelse til en vare på linje med spegepølse og italiensk salat.«

Erasmus Mundus

Erasmus Mundus er en EU-sponsoreret eliteuddannelse hvor mindst tre universiteter i forskellige lande samarbejder. Formålet er især at tiltrække studerende fra tredjelande. De første programmer blev udbudt i 2004. Universiteterne administrerer uddannelsen gennem et konsortium som har opkrævet deltagerbetaling på typisk 50.000 kroner – i strid med dansk lovgivning.