ARTIKLER


Støtten til landbruget er gjort synlig

Det står nu også klart at den største støtte går til de store landmænd.
Af Sven Skovmand
26. juni 2008

Ændringen af EU's landbrugsstøtte i 1992 var en revolution. Når de færreste lagde mærke til den, skyldtes det nok at EU's udgift til støtten i store træk blev ved med at være den samme. Men for landmændene havde den stor betydning.

I stedet for at få støtte gennem høje priser fik de nu en direkte støtte der blev givet i forhold til hvor meget jord de rådede over. Til gengæld skulle de fra nu af sælge på markedets vilkår.

Hensigten med reformen var at få produktionen til at gå ned, og det er også lykkedes. Overskudslagrene er blevet kraftigt indskrænket, og der sælges ikke nær så meget på verdensmarkedet som før.

Samtidig er priserne faldet – i hvert fald i forhold til hvad de var før ændringen. Det har EU's forbrugere glæde af.

Skal støtten skæres ned?

Landmændene er mindre begejstrede, især dem der har megen jord.

Støtten efter areal afslører skånselsløst hvor stor støtte landmændene får. Den viser også at landmænd med megen jord får meget mere støtte end små landbrug.

Der tales da også mere og mere om at EU's støtte skal begrænses så der lægges loft over hvor meget de store landmænd må få.

Sundhedstjek

– I 2008 skal der besluttes et »sundhedstjek« af landbrugspolitikken. Men der bliver efter alt at dømme kun tale om justeringer. Udgifterne til landbrugsstøtten er lagt fast i langtidsbudgettet frem til 2013.


Fire lande får over halvdelen

Fire lande i EU deles om over halvdelen af EU's landbrugsstøtte. Alene Frankrig

får over 20 procent, herefter følger Spanien, Tyskland og Italien. Historisk har det da også især været Frankrig som har været modstander af at begrænse støtten.

Danmarks andel af landbrugsstøtten er 2,3 procent.

De nye medlemslande i Østeuropa får kun en meget lille andel af støtten selv

om landbrugserhvervet spiller en stor rolle. Da de blev optaget som medlemmer, blev de tvunget til at acceptere en overgangsordning frem til 2013. I starten er støtten kun på 25 procent.