NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Når man suser rundt i Europa-Parlamentets mange lange gange med sin lille mappe iklædt det obligate grå jakkesæt og dertil hørende diskret slips – ja, så er det svært ikke at tænke på sig selv som en myre der målrettet knokler for fællesskabet og opbygningen af tuen. For en erklæret individualist som undertegnede er det nok ikke det fedeste billede på den indre skærm…
Men men… så gælder det jo om at abstrahere – og tænke ud af bygningen, ud hvor der bliver skrevet europæisk historie. Og Europa-Parlamentet har – med sine godt 700 parlamentarikere – trods alt sin helt egen rolle at spille i denne historie.
Det har i den forbindelse været en meget stor øjenåbner at sidde i den liberale gruppe og iagttage de italienske medlemmers fortvivlede nødråb.
Til at starte med var jeg en smule irriteret over at hver eneste gang en italiener åbnede munden – hvad enten det drejede sig om fødevaredirektiver eller mælkekvoter – fik de drejet indlægget ind på Silvio Berlusconi og mafiaen.
Men så fik gruppen besøg af den tidligere dommer og senere liberale EU-parlamentariker, Antonio Di Pietro. En meget sympatisk og modig mand.
I dag er Di Pietro leder af Italiens nyeste oppositions-parti, Italia dei Valori (Værdiernes Italien), og hans nøgterne, men også dybt pessimistiske syn på Italiens politiske system i almindelighed og Berlusconis neo-fascistoide kejser-manerer i særdeleshed, gjorde et uafrysteligt indtryk.
Så meget mere beklageligt – ja, rent ud sagt horribelt – var den store konservative gruppes desperate forsøg på at få afvist en debat om ytringsfrihed (med afsæt i Italiens problemer). Forslaget om afvisning faldt med kun 8 stemmer (!!!). SÅ megen magt har de italienske Berlusconi-tilhængere i dag at de – på en heldig dag – ville kunne få et flertal i Europa-Parlamentet med på at nægte en ytringsfriheds-debat. Heldigvis fik vi i den liberale gruppe mobiliseret alle gode kræfter så debatten alligevel blev til noget.
Jeg spurgte Bendt Bendtsen hvordan han kunne stemme imod. Han svarede at Europa-Parlamentet ikke skal være en arena for indenrigspolitiske slagsmål i Italien. Det lyder jo meget godt, Bendt, men problemet er at Italiens problemer kan brede sig til resten af Europa hvis ikke Europa melder klart ud – og viser italienerne at ytringsfrihed og retsstat er andet end flotte ord.
Lidt civil ulydighed i salen ville have klædt de konservative..!