Levende debat om demokratiet i Europa

Forfatteren Lene Andersen lagde ud med en klar ambition: »Jeg vil fortælle om hvorfor jeg er så glad for EU«.

Dermed var der lagt op til en skarp duel med Jens-Peter Bonde, medlem af EU-Parlamentet i 29 år og Danmarks førende kritiker. Han er ikke helt så glad for EU, og slet ikke for den nye Lissabon-traktat, som han ser som et voldsomt tilbageskridt for demokratiet i Europa, fordi de store lande får mere magt, og mange flere beslutninger fjernes fra de folkevalgte politikeres kontrol.

Scenen var sat i Europa-huset i København den 12. november, med det blå-gule EU-flag og Dannebrog som baggrund for de to debattører.

Uenighederne var måske ikke uoverstigelige, men deltagerne blev præsenteret for to forskellige indfaldsvinkler til at få repareret på demokratiets dårlige tilstand. Hvor Lene Andersen efterlyste borgernes engagement, koncentrerede Jens-Peter Bonde sig om nødvendige ændringer i EU’s konstruktion.

Lene Andersen fortalte hvordan hun var rejst til USA som dansker, men kommet hjem som europæer. Opholdet uden for Europa havde givet hende en klar oplevelse af at Europa har en fælles historie og identitet som man kan bygge et samarbejde på. Alligevel argumenterede hun også for at EU langt fra fungerer perfekt i dag, og det er først og fremmest fordi EU mangler en fælles offentlighed så politikerne kan holdes i ørerne. »Enhver magtinstitution bliver bureaukratisk hvis den ikke har en folkelig opbakning«. Men er det muligt at skabe den opbakning?

Ikke med den nuværende struktur, mente Jens-Peter Bonde. Ikke ret mange i denne verden om nogen kender Lissabon-traktaten lige så godt som ham. Helt ned i den enkelte paragraf. »Jeg er ikke anti-føderalist, men det kan ikke lade sig gøre at engagere folk i noget så udemokratisk. Derfor falder valgdeltagelsen ved hvert eneste valg«, slog han fast.

Alternativet? Selv om Jens-Peter Bondes liv efter eget udsagn er gået med at tilbagevise alle løgnene om EU’s fortræffeligheder, så skorter det ikke på konkrete reformforslag som – i stedet for at afskaffe folkeafstemninger – »kan gøre borgerne til aktionærer«.

Et af dem er at borgerne i hvert land skal vælge deres egen kommissær. Et andet er at samtlige EU-forslag skal igennem de nationale parlamenter, så man kan følge med og engagere sig.

Men hvad med os selv? Er det ikke for nemt at rette skytset mod Bruxelles? Vi må selv engagere os mere i det europæiske samarbejde, vælge nogle politikere som tænker europæisk, mente Lene Andersen og kom i den sammenhæng med en kritisk kommentar til mødets arrangør, oplysningsforbundet DEO, for ikke at arbejde sammen med andre i Europa.

Mange af de cirka 50 deltagere blandede sig med spørgsmål eller kommentarer. Var Lene Andersen naiv og uden forbindelse til virkeligheden? Vil Lissabon-traktaten føre til mere militarisering? Vil det være et demokratisk fremskridt hvis EU-Parlamentet får lov at stille forslag? (Bonde: Nej, så bliver det meget værre!). Er EU på vej til en ikke-europæisk identitet hvis Tyrkiet bliver medlem?

»Jeg fik helt sikkert noget med hjem«, sagde Michael Lauritsen efter mødet.

»Bonde talte for at demokratiet kræver en national forankring, og Lene Andersen har ret i at borgerne må røre på sig for at ændre systemet. Vi skal være dygtige til at forstå hvad der sker, og derfor synes jeg at DEO laver nogle spændende arrangementer. Det er det der er brug for«.