ARTIKLER


Ny verdensmester i våbeneksport

4 ud af 10 våben rundt om i verden stammer nu fra europæiske fabrikanter. EU har nu overtaget førertrøjen fra USA som våbenleverandør til alle egne af verden. Strategien med at styrke den teknologiske og industrielle basis i Europa kører.
Af Erling Böttcher
30. januar 2009

Europa har vundet et nyt verdensmesterskab. Man har ikke kunnet læse meget om det, og champagne-propperne er ikke sprunget lystigt rundt om i de europæiske hjem, endsige i de europæiske regeringskontorer. Stærkest er der blevet fejret hos EADS, Thales, BAE (British Aerospace), Finmeccanica og andre af de europæiske giganter inden for militært isenkram.

Men det er ganske vist at USA nu er blevet lillebror som hjemstavn for de såkaldte dødens købmænd. VM er kommet i hus med en ganske opsigtsvækkende spurt, hvor man ifølge det internationale fredsforskningsinstitut SIPRI i løbet af blot 6 år har fordoblet eksporten. Fra i år 2001 at have en eksport på 9.555 millioner US-dollars nåede man op på 18.157 millioner dollars i år 2006 som er det seneste tal i SIPRIs oversigter (se tabel på side 19).

4 af 10 våben fra Europa

Den europæiske sejr er ikke blot en letkøbt sejr. Den er vundet efter en hård kamp, hvor de nærmeste konkurrenter, USA, Rusland og Israel, i samme tidsrum også har øget deres eksport ganske væsentligt.

På verdensplan steg våbeneksporten med 58 procent i årene fra 2001 til 2006 ifølge SIPRI.

Hvad angår Europamesterskabet har Frankrig udviklet sig til en suveræn vinder, med Storbritannien som sølvmedaljetager. Tyskland lå i 2001 endnu helt uden for medaljerækkken, men har i perioden indhentet og nu etableret sig som en klar bronzetager.

De traditionelt fem største våbenkøbmænd, Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Italien og Spanien stod i 2001 for 75 procent af EU's våbensalg. Siden har Belgien og Holland øget deres salg og er kommet med i klubben af store våbeneksportører, hvortil også Sverige hører. Til sammen stammer nu 70 procent af våbeneksporten fra EU fra disse otte lande (se tabel).

De fire stormagter i våbeneksport, EU, USA, Rusland og Israel, sælger knap 91 procent af alle våben, de 40 procent fra EU.

Oprustning længe planlagt

Allerede i 1999 vedtog EU-landene på et topmøde i Kˆln at følge op på den netop vedtagne Amsterdam-traktat. »Vi forpligter os derfor til at udvikle en mere effektiv europæisk militær kapacitet,« hed det i topmøde-erklæringen.

»Vi anerkender ligeledes behovet for at gøre en vedvarende indsats for at styrke grundlaget for forsvarsindustrien og forsvarsteknologien, som vi ønsker skal være konkurrencedygtigt og dynamisk. Vi er fast besluttet på at fremme omstruktureringen af de europæiske forsvarsindustrier i de berørte stater. Vi vil derfor sammen med industrien arbejde for et tættere og mere effektivt forsvarsindustrisamarbejde.»

Nu er et vigtigt resultat af denne vedvarende indsats kommet i hus: VM i våbeneksport.

Forsvarsagentur arbejder på sagen

Militærindustrien bliver også fremmet af det fælles forsvarsagentur som EU-landene oprettede 12. juni 2004. Agenturet hedder på engelsk EDA – European Defence Agency – og formålet er bl.a. »at styrke EU's industri- og teknologibase på forsvarsområdet og skabe et konkurrencedygtigt europæisk marked for forsvarsudstyr.» Herudover skal agenturet »bistå med udvikling og global omstrukturering af den europæiske forsvarsindustri«, samt »i nært samarbejde med Kommissionen at arbejde for udvikling af et internationalt konkurrencedygtigt marked for forsvarsudstyr i Europa.»

Agenturet bor i Bruxelles, havde i 2007 et årsbudget på 160 millioner kroner og i alt 98 medarbejdere. Alle EU-lande er medlemmer, undtagen Danmark, fordi Danmark har en forsvarspolitisk undtagelse.

Læs mere om forsvarsagenturets arbejde på www.eda.europa.eu

De store europæiske våbenfabrikker i 2006

(Placering på verdensplan)

firma land beløb Ansatte

1 Boeing USA 30.690 154.000

2 Lockheed USA 28.120 140.000

3 BAE England 24.060 88.600

7 Airbus Europa* 12.600 116.810

9 Finmeccannica,Italien 8.990 63.700

10 Thales Frankrig 8.240 52.160

16 MBDA Europa* 4.140 10.400

17 Rolls-Royce, England 3.960 1.829

18 SAFRAN Frankrig 3.780 222

Kilde: SIPRI årbog 2008. Beløbet er i millioner US-dollar.

  • Betegnelsen Europa dækker over et transnationalt firma placeret i flere store lande i Europa.

Værdien af våbeneksporten år 2006, mio. dollar

EU 18.157

USA 14.008

Rusland 6.500

Israel 3.000

4 store 41.665

De otte største i EU

Frankrig 5.061

England 3.792

Tyskland 1.724

Holland 1.411

Sverige 1.406

Italien 1.217

Belgien 1.103

Spanien 1.060

Kilde: Det internationale SIPRI-institut, www.sipri.se, seneste årbog 2008, side 327-328.

De 15 lande med største militærudgifter

udgift verdensandel pr.indbygger i % af BNP 2006*

1. USA 547 45 1.799 4,0

2. UK 59,7 5 995 2,6

3. Kina* 58,3 5 44 2,1

4. Frankrig 53,6 4 880 2,4

5. Japan 43,6 4 339 1,0

6.Tyskland 36,9 3 447 1,3

7. Rusland 35,4 3 249 3,6

8. Saudi Arabien,33,8 3 1.310 8,5

9. Italien 33,1 3 568 1,8

10. Indien 24,2 2 21 2,7

11. Sydkorea,22,6 2 70 2,5

12. Brasilien, 15,3 1 80 1,5

13. Canada 15,2 1 461 1,2

14. Australien, 15,1 1 733 1,9

15. Spanien 14,6 1 336 1,2

Fem største EU-lande i alt 197,9

Kilde: SIPRI årbog 2008. Tallene er i milliarder US-dollar og gjort sammenlignelige af SIPRI.

  • skønnede tal. c) tallet inkluderer landets budgetposter for offentlig orden og sikkerhed og er derfor lidt overdrevne.