NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Hvor længe skal en musiker beholde retten til sin indspilning? I dag gælder en copyright på 50 år, men EU er ved at vedtage en forlængelse af rettighederne til 95 år.
Forslaget skulle have været til afstemning i EU-Parlamentet den 24. marts, men blev udskudt for at give tid til kompromisforhandlinger med EU's regeringer. Kritikere siger at forslaget kun i meget beskedent omfang vil gavne kunstnerne, men at aktieejerne i de store pladeselskaber Universal, Warner, Sony og EMI kan glæde sig til at skovle mange ekstra millioner ind på de store hits fra 1960'erne.
Mange af de klassiske indspilninger er ved at være 50 år gamle, og dermed bliver numrene frit tilgængelige – med de nuværende regler. Cliff Richard har været en af de aktive fortalere for en forlængelse af rettighederne. Hans første hit Living Doll blev udgivet i juli 1959 og falder derfor meget snart for 50-års grænsen.
Men i modsætning til Cliff Richard er de fleste kunstnere som indspillede numre for 50 år siden, ikke længere i live. Og mange færre vil være det i løbet af de næste 45 år. Hvis rettighederne forlænges, vil indtægterne derfor tilfalde dødsboerne eller de store pladeselskaber som i de fleste tilfælde har købt rettighederne.
»Tusindvis af anonyme studiemusikere bidrog til lydoptagelser i slutningen af 1950'erne og 1960'erne. De vil ikke længere få vederlag/royalties fra deres optagelser. Men disse vederlag er ofte deres eneste pension,« sagde han ved fremsættelsen af direktivet i februar 2008.
Kommissionens bekymring for fattige pensionisters levevilkår er imidlertid blevet anfægtet af flere uafhængige studier. Deres konklusion er at forslaget ikke primært vil gavne de udøvende kunstnere, men derimod de fire store pladseselskaber Universal Music, Sony/BMG, Warner Music og EMI som systematisk har opkøbt rettighederne til musik fra det 20. århundrede.
Dog vil 20 pct. af indtægterne fra copyright-forlængelsen gå til en fond som skal støtte studiemusikere.
Ikke overraskende er pladeselskaberne blandt de ivrigste fortalere for forslaget.
Tallet kommer ikke bag på Jesper Bay, marketingdirektør i den danske afdeling af pladebranchens internationale organisation IFPI.
»Sådan er markedet, det er dem der har rettighederne til de gamle kataloger,« siger han, men påpeger at balancen med årene vil ændre sig til fordel for de mindre selskaber.
»Vi støtter især forslaget fordi det vil skabe ensartet lovgivning for de toneangivende lande på markedet. Med en forlængelse til 95 år vil reglerne være de samme som i USA, men vi vil også være glade for mindre. Set fra et europæisk synspunkt er der interesse i at udligne forskellene og udfordre USA's dominerende markedsposition,« siger han.
Han fremhæver endvidere at forslaget i højere grad vil sidestille de udøvende kunstnere med sangskriverne som har copyright på deres værker 70 år efter forfatterens død.
»For dem der 'kun' synger, er det svært at forstå den forskelsbehandling. De er jo lige så stor del af værket. Som pensionister kan deres værker sælges frit og bruges til andre formål. Det er en besynderlig situation.«
Kunne man så ikke begrænse perioden til kunstnerens levetid?
»Kunstneren kan jo også dø, mens indspilningen er ny. Det letteste er at operere med et fast åremål.«
Ifølge Jesper Bay er det en udbredt misforståelse at det bliver gratis når beskyttelsestiden falder bort.
»Det bliver bare andre som tjener pengene. Vi får uautoriserede udgivelser, men prisen bliver ikke billigere.«
Han erkender at producenterne kan udnytte deres eneret, men alternativet vil føre til indspilninger i dårligere kvalitet, blandt andet fordi andre aktører ikke har adgang til producenternes indspilningsarkiver.
»Ud fra en samfundsøkonomisk vurdering giver det ringe mening. Det vil selvfølgelig øge indtjeningen for de eksisterende rettighedshavere, især de store pladselskaber. Men spørgsmålet er om det er et tab for samfundet,« siger han.
»Der er ingen grund til forære nogen der lavede noget for 50 år siden, en ekstra præmie. Hvis copyright skal fremme produktion af værker, så har det ingen effekt at udvide beskyttelsestiden. Det giver intet incitament til at skabe god musik.«
Ifølge ekspert i intellektuelle rettigheder, professor Martin Kretschmer fra Bournemouth University vil direktivet koste de europæiske forbrugere 7,5 milliarder kroner. Hvis forslaget reelt havde til formål at hjælpe nulevende musikudøvere, kunne man begrænse copyright-perioden til kunstnerens levetid, eller direkte forhindre at den udvidede periode kan overføres til pladeproducenterne, foreslår han.
Hun mener at der skal være 50 års beskyttelse fra indspilningstidspunktet, men at den skal forlænges indtil tidspunktet for kunstnerens død, hvis dette sker senere end 50 år efter indspilningstidspunktet.
Foreløbig er forslaget blevet godkendt i Parlamentets juridiske underudvalg. Kun medlemmerne fra de Grønne og de Liberale var imod.
Forslaget var igen sat på Parlamentets dagsorden i slutningen af april – umiddelbart efter redaktionens deadline. Her vil det formentlig blive vedtaget. Derefter er spørgsmålet om der også vil være flertal blandt regeringslederne.
Hvis det ikke er tilfældet, så skal det tilbage til 2. behandling i Parlamentet. Men det ikke være muligt at nå før Parlamentsvalget i juni 2009, og så skal proceduren starte forfra med et nyt Parlament og måske en ny kommissær – med risiko for at det aldrig bliver til noget.
Den danske regerings holdning er at der som udgangspunkt ikke er behov for en regulering som foreslået af Kommissionen. Kulturminister Carina Christensen var indkaldt til samråd om sagen den 22. april – efter redaktionens deadline.