NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Hvis en avisoverskrift en dag lød ”Kommissionen har eneret til at foreslå EU-love”, ville eksperterne rive sig i håret af ærgrelse, og politikerne ryste på hovedet. For dét er da ingen nyhed. Sådan har det været siden EU’s fødsel i 1958. Men for hele 65 procent af danskerne ville det komme som en overraskelse. Det viser en undersøgelse, NOTAT har fået analyseinstituttet Megafon til at lave. Et repræsentativt udsnit af befolkningen er blevet stillet over for seks spørgsmål, der alle handler om de helt grundlæggende træk ved EU; hvordan EU vedtager regler, og om hvordan danske institutioner og politikere påvirker dem.
63 procent af danskerne véd, at der er 13 danske medlemmer af Europa-Parlamentet – ud af 736.
56 procent af danskerne véd, at det er EU-domstolen som i sidste ende afgør, hvad en lov betyder, hvis der er tvivl om det.
Det er mere tvivlsomt om det skal opfattes positivt, at 45 procent af danskerne er klar over, at Danmark har ét medlem af EU-Kommissionen, som i øvrigt nu og i de kommende år hedder Connie Hedegaard og er klimakommissær. Den kan vendes om: Et flertal véd ikke, at Danmark – som alle andre medlemslande – har én kommissær.
(Læs mere om undersøgelsen på www.notat.dk)