EU har brug for demokratisk kappestrid

Ole Aabenhus er tidligere EU-korrespondent for Danmarks Radio, men arbejder nu som redaktør af »Sjælland EU Nyt«, et internetmedie og nyhedsbureau, der udgives af Region Sjællands kontor i Bruxelles. Fra den stol følger han EU’s udvikling tæt. Og han ser en voldsom acceleration i tempoet – mod »mere union«.

»Det ser man efter Lissabon-traktaten med udenrigspolitikken, der godt nok ikke fungerer optimalt lige nu, men som bliver nødt til at fungere, idet der er brug for en stor tung europæisk spiller overfor lande som Kina og USA. Man ser det også på retsområdet med Stockholm-programmet, og man ser det på finansområdet, hvor vi efter finanskrisen har bevæget os hen imod central koordination af finanspolitikkerne, hvilket jo ligger langt inde i suverænitetens område,« siger han.

Bevægelsen mod mere EU er ifølge Ole Aabenhus nationalstaternes svar på globaliseringen.

»Det globale er det, der bestemmer, om mit hus er 3 eller 5 millioner værd, om min søn kan få arbejde, om forretningen henne om hjørnet skal lukke, og om højrepopulismen skal slå igennem i endnu flere lande i Europa«.

Men selvom vi i så høj grad præges af en globaliseret tilværelse, så har den demokratiske udvikling ikke holdt trit, og dér mener Ole Aabenhus, at vi har et stort problem i dag. For imens det danske demokrati fungerer relativt godt på lokalt og nationalt niveau, så er situationen en anden på europæisk og globalt niveau:

»Der er et ufuldstændigt demokrati på EU-niveau og et meget stærkt fravær af demokrati på globalt niveau, og begge niveauer har en enormt stor indflydelse på vore tilværelser som almindelige mennesker i dag.«

PR eller demokratisk deltagelse

En del af problemet på det europæiske plan er, set med Ole Aabenhus’ briller, at de europæiske ledere, forsøger at kommunikere sig ud af det såkaldte demokratiske underskud, såsom Kommissær Viviane Reding lagde op til for nyligt (se NOTAT, oktober 2010) i stedet for at tage borgerne alvorligt.

»EU opfører sig som de store koncerner gør, som Shell gør, eller Statoil gør, når de forsøger at veje, vende og forklare deres budskab, så det er »borgernært«, som det hedder.«

Men EU er ikke en koncern, og derfor kan vejen hen imod engagement og identifikation med europæisk politik ikke gå via en ny kommunikationsstrategi fra EU-Kommissionen.

»Der er pokker til forskel på, om man er en koncern, som sætter en PR-foranstaltning i gang for at komme tættere på befolkningen, eller om man vil skabe et demokrati.«

Et demokrati kan ikke reduceres til, at man fra tid til anden spørger efter borgernes mening og retter politikken ind derefter.

»Det er jo ikke det samme. Det er jo noget ganske andet, at der er nogle, som gerne vil styrkes yderligere ved at forklare sig, få folk til at nikke, og sige »det er ok med os«. Det er noget andet end, at man indgår som vælger i et demokrati, hvor man forsøger at finde den rigtige vej i samfundssystemets fremtid.«

I den demokratiske model ligger der vel en grundlæggende respekt for borgerne, hvorimod man med PR-modellen ser utilfredshed som et udtryk for, at man ikke har forklaret sig godt nok?

»Ja, det er rigtigt, at EU’s svaghed kommer til udtryk i, at de konstant siger »nå, vi fik ikke forklaret os godt nok.« Det kan man jo ikke sige i en demokratisk situation. Det kan man sige, hvis man er en koncern, som mener, at »vi har da sandelig ret, vi kan ikke tage fejl«. Det er helt klart et af EU’s problemer, at man opfatter, at man ikke kan tage fejl, og at de løsninger man når frem til – tit efter mærkelige kompromiser – er de eneste, man kan lave, så man derefter siger, at der ikke findes en »plan B«. Modsat er den demokratiske valgplads jo præget af, at der hele tiden er både en »plan A« og en »plan B«.«

Den store kampplads

Ole Aabenhus sammenfatter konkurrencen mellem plan A og plan B i metaforen om kamppladsen:

»Principielt er demokratiet en kampplads, hvor man udkæmper en kamp om de bedste meninger. De bedste synspunkter, de som er bedst for samfundet og for fællesskabet, skal vinde.«

Han mener godt, man kan forestille sig en sådan kampplads i EU, og hans vision er blandt andet inspireret af professor Simon Hix, der er professor ved London School of Economics og har skrevet bogen »What’s Wrong With the European Union and How to Fix It«. Her tegnes idealet for EU som et parlamentarisk system, hvor Kommissionsformanden udgår af flertallet i Parlamentet, og valgkampen derfor drejer sig om at finde den ideelle Kommissionsformand, en situation, som Parlamentet allerede har de nødvendige magtredskaber til at kunne gennemføre.

Den amerikanske fortælling

Selvom Ole Aabenhus ikke mener, at vi skal til at have en præsidentvalgkamp i Europa, som de ses i USA, mener han dog godt, at man kan tænke sig et valg til Kommissionens formand, der henter træk fra præsidentvalgkampen i USA.

»Den seneste amerikanske valgkamp var jo en fantastisk dramatisk historie i enormt mange kapitler, som aviserne fortalte med stor fornøjelse, og alle folk levede med i. Skulle man ikke kunne have noget tilsvarende om, hvorvidt den bedste mand til posten som Kommissionsformand virkelig er José Manuel Barroso, som jo er en mere eller mindre falleret regeringsleder fra Portugal?«

Den type valg ser Ole Aabenhus som et vigtigt skridt mod et europæisk demokrati. Han er derfor skuffet over, at Socialdemokraterne i EU-Parlamentet ikke har villet stille en fælles modkandidat til Barroso. Det synes han er »en undsigelse af de demokratiske muligheder i Europa.«

En europæisk demokratisk kappestrid kunne have udviklet sig til en stor fortælling med stort engagement, mener han.

»Men den fortælling mangler vi, og det er jo en fortælling, som er afgørende for vores forståelse af vores egen rolle i demokratiet i Europa. I den fortælling vil vælgeren kunne sige: »Jeg var med til at stemme; vi tabte, men vores var nu den bedste mand. Vi har været med til at afgøre, hvem der skal sidde på de ledende poster i Europa.««

Ole Aabenhus mener, at et parlamentarisk europæisk demokrati for øjeblikket er en utopisk tanke, men det gør det ikke til en umulig tanke.

»Man skal turde tænke den tanke, at EU kan udvikle sig til et demokrati. Man skal turde tænke denne utopi, jeg snakker om, og den skal så kunne slå igennem, så medierne også tør føre den frem, uden at de oplever, at de mister læsere, lyttere og så videre. Utopier er det, der flytter verden, efter min opfattelse.«

Blå bog

Journalist, kommunikationsekspert, tidl. konsulent for Danida, UNESCO m.fl. EU-korrespondent for Danmarks Radio 2005-07. I dag redaktør af »Sjælland EU Nyt«.