ARTIKLER


Island klarer sig langt bedre end Irland

»Island hurtigere ud af bankkrisen end Irland«. Sådan hedder overskriften til en artikel i Jyllands-Posten 3.12.2010. Artiklen oplyser blandt andet - med EU-kommissionen som kilde - at Island forventes at have overskud på budgettet allerede ved udgangen af 2012, hvor man i Irland forventer et underskud på 32 procent.
Af Sven Skovmand
10. december 2010

En vigtig forskel på de to lande er, at Island i modsætning til Irland ikke er medlem af Euro-samarbejdet og derfor har kunnet nedskrive sin valuta med 28 procent. Denne devaluering har været til stor fordel for de islandske eksporterhverv, som har kunnet øge beskæftigelsen og dermed skaffe staten ekstra indtægter

Samtidig har den islandske regering ladet sine nødstedte banker gå konkurs i stedet for at redde dem, sådan som den irske regering har gjort. Det betyder, at islændingene ikke slås med en kæmpegæld, sådan som irerne gør.

Bankernes gæld var på over 400 milliarder kroner - et for de 340.000 islændinge astronomisk beløb. Dette tab må bankernes kreditorer nu bære.

Et bevis på Islands styrkede stilling er, at aktieindekset er steget med 17 procent - en stigning, der i Europa kun overgås af Danmark og Sverige.