NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
I dag ligger det klart, at tiden er brugt på at forringe konkurrenceevnen i Europa, og resultatet er udflagning af produktion og arbejdspladser. Ikke af lyst, men af nød.
Det viser, hvor afgørende det er, at visioner følges op med forpligtelser og handlingsplaner. Hvis Lissabon-strategiens visioner var blevet opfyldt havde udgangspunktet i dag været anderledes.
Dansk eksport oplevede i 2009 den største nedgang i eksporten siden 2. Verdenskrig. Det er alvorligt, for eksporten er den primære vækstmotor for dansk økonomi, og beskæftigelsen er dybt afhængig af eksporten. Med den faldende eksport er ledigheden steget med cirka 180.000 danskere.
Endnu mere bekymrende er, at Danmark, i lighed med mange andre europæiske lande, har meget vanskeligt ved at hægte sig på opsvinget igen, og risikoen for varige tab af markedsandele og arbejdspladser er derfor til stede.
Pres på de offentlige finanser
Samtidig står vi overfor en udvikling i befolkningen, der med usvigelig sikkerhed vil føre til flere gamle og færre unge og dermed en faldende arbejdsstyrke i de næste 40 år. Det vil medføre et hidtil uset pres på de offentlige finanser.
Den eneste måde at imødegå disse samlede udfordringer er ved at EU-landene, i fællesskab, indretter denne del af verden til verdens mest attraktive region at drive virksomhed i.
En ny 10-årig vækststrategi, EU2020-strategien, for EU-landene er nu sat i søen, og denne gang forpligter den i højere grad medlemslandene til at gennemføre politiske reformer, der kan understøtte strategiens mål om blandt andet beskæftigelse, forskning, uddannelse, klima og energi. Samtidig har EU-landene forpligtet sig til en langt strammere finanspolitik og muligheden for at blive mødt af sanktioner, hvis ikke gæld og underskud bringes i overensstemmelse med vækst- og stabilitetspagten.
Lave ambitioner i EU
Det er alt sammen skridt i den rigtige retning, og de viser, at sammenholdet i EU består. Men strategien har en indbygget svaghed, der giver panderynker i erhvervslivet.
For der er ingen mekanisme, der sikrer, at medlemslandenes akkumulerede resultater rent faktisk indfrier strategiens overordnede mål. Det hænger sammen med, at EU2020-strategien ikke anvendes som løftestang til at udvikle national politik, men derimod som ramme for national politik, der alligevel er i støbeskeen. Hvad værre er, at det er udtryk for lavere ambitioner i Europa end konkurrenterne på vækstmarkederne. Og det er risikabelt.
Visionen for Europa må først og fremmest bygge på ønsket om fælles succes. Det kræver en erkendelse af, at nationale bidrag til et styrket Europa gavner os alle sammen. Og det betyder, at alle europæiske lande må lide afsavn for en større sag. Det kræver handling. Det kræver politisk mod. Det kræver frem for alt forandringer.
Tingene bliver måske ikke bedre, hvis vi forandrer dem. Men de må forandres, hvis det skal blive bedre.
Blå bog:
Thomas Bustrup er direktør i Dansk Industri.
Han har arbejdet i DI siden 1996, blandt andet som chef for DI International Business Development (DIBD) og DI's globaliseringsprojekt.
Omdrejningspunktet for hans karriere har i mange år været at sikre en bedre erhvervsstruktur og bedre samhandel med udviklingslande.
Han er uddannet cand. polit.
Indlægget er trykt i NOTATs sommernummer: 14 bud på EU's fremtid