Kommissionens forslag mangler tænder

FINANSLOBBY. Da EU-Parlamentet i januar 2010 krydsforhørte den nye kandidat til posten som Kommissær for det indre marked, franskmanden Michel Barnier, blev han helt revet med, da spørgsmålet lød, om EU ikke burde gøre noget ved spekulation i fødevarepriser. Flere i parlamentet havde med gru set, hvordan fødevarepriserne gennemgik store udsving i 2007-2008, mest opad. Det ramte åbenbart en nerve i Barnier:

Hvorfor har vi haft denne nye form for spekulation i råvarer de seneste 2-3 år?

»Jeg taler om en form for spekulation, der for mig er en skandale, nemlig spekulation i landbrugsvarer,« sagde han.

Den kommende Kommissær var tydeligt berørt, da han understregede, at det er nødvendigt at skride ind over for spekulation i fødevarepriser.

”Vi bliver nødt til at kigge på derivater, for spekulation af denne type foregår gennem derivater. Det er noget, vi må regulere meget omhyggeligt.”

Et halvt år senere skulle Barnier få betragtelig global medvind, da USA vedtog en række nye regler for at stramme reguleringen på dette område. På den baggrund kunne man forvente, at EU-kommissæren ville fremlægge noget, der var mindst lige så ambitiøst. Men da Barnier fremlagde sit hovedforslag på området den 20. oktober i år, lød der skuffelse blandt de organisationer, som har fulgt sagen i håbet om, at EU ville slå til med effektive virkemidler.

USA har taget føringen
Modtrækket er ellers ikke så kompliceret. Et muligt virkemiddel til at begrænse spekulation er at fastsætte et loft for, hvor stor en sum, den enkelte investor (f.eks. en bank, en investeringsfond eller en pensionskasse) kan investere i såkaldte ”råvarebaserede derivater.” Groft sagt er det værdipapirer, der kan tjenes penge på, hvis priserne ændres. Sættes der mange penge på, at priserne stiger, opfattes det på ”spot-markederne,” hvor varerne handles, som et signal om, at prisen må opjusteres. Med begrænsning af pengestrømmen ind på dette marked, vil prisen derfor blive mere stabil og gennemskuelig, lyder argumentationen fra tilhængerne af denne model, som nu er at finde i amerikansk lov.

Den foruroligende udvikling på fødevaremarkedet har været en varm politisk sag siden 2008. G20 har siden 2009 haft diskussioner om, hvad der bør stilles op, og USA vedtog som de første i 2010 at indføre positionsbegrænsninger. Det var ikke noget, de store amerikanske banker og investeringsfonde var glade for. De havde lagt et hårdt pres på Kongressen for at undgå netop dette, men måtte i sidste ende inkassere et nederlag. Dog fik de indføjet et krav om, at de amerikanske regler ikke må føre til, at handlen flytter til udenlandske markeder. Spørgsmålet har derfor længe været, om EU ville underbyde USA. Slappere regler vil nemlig kunne få de amerikanske myndigheder til at slække på deres.

Forslag med huller
Kommissionens forslag på området er grundlæggende et oplæg til en revision af et direktiv om investorers adfærd på finansmarkederne kaldet MiFID-direktivet (Markets in Financial Instruments Directive). MiFID-direktivet blev vedtaget tilbage i 2004 og fastsætter retningslinjer for, hvordan investorer og investeringsrådgivere skal gebærde sig.

Den centrale forskel mellem Kommissionens forslag og de gældende amerikanske regler er, at Kommissionen ganske vist vil gøre det muligt at indføre positionsbegrænsninger, men det er usikkert om det kommer til at ske. Derudover vil positionsbegrænsningerne i sidste ende være noget, der skal udføres i praksis af nationale finansmyndigheder, og Kommissionen har taget et stort hensyn til den mest modvillige i EU-medlemskredsen; Storbritannien.

Hensynet består i, at det i sidste ende ikke pålægges de nationale myndigheder at indføre begrænsninger ”på forhånd.” Nationale myndigheder vil kunne beslutte kun at skride ind med begrænsninger, hvis priserne efter deres vurdering stiger ukontrolleret. Et system, der kaldes ”positionsstyring”.

Vellykket lobbyindsats
Gabet mellem Barniers første signaler i januar 2010 og det forslag han fremlagde i oktober skyldes den modstand, forslaget om regulering af spekulation i fødevarepriser har mødt fra især to kanter. For det første har alle væsentlige røster i banker og investeringsfonde, og ikke mindst deres lobbyorganisationer i Bruxelles, kraftigt advaret mod regler i stil med de amerikanske. Deres opfattelse er, at investeringer i råvarebaserede finansielle instrumenter alene hjælper med at definere den rigtige pris, baseret på udbud og efterspørgsel.

For det andet har Storbritannien gjort sin holdning klar på et meget tidligt tidspunkt. I februar skrev det britiske finans-tilsyn i et 109 sider langt høringssvar til Kommissionen, at det britiske system er bedst til at møde udfordringerne på markedet, og at beslutninger om indførelse af begrænsninger først og fremmest bør tages af ”...den myndighed, som udfører tilsynet ved frontlinjen, d.v.s. de nationale tilsyn.”

Skuffelse
Denne udmelding fører til skuldertræk hos World Development Movement (WDM), en britisk U-landsorganisation, der har ført kampagne mod spekulation i fødevarepriser i tre år.

»Det britiske system duer ikke. Det har vist sine store mangler ved adskillige lejligheder, som i 2010, da det lykkedes en enkelt investeringsfond at drive prisen på kakao op til det højeste niveau i mere end 30 år«, siger Murray Worthy, researcher i WDM.

Den plads, den britiske model har fået i Kommissionens forslag, som altså ikke direkte pålægger nationale myndigheder at indføre begrænsninger, er én af de dele af forslaget, som får bl.a. U-landsorganisationer i hele Europa til at udtrykke skuffelse.

»Kommissionens forslag mangler tænder. Som sagerne står, er forslaget ikke robust nok til at hindre spekulation i at skabe drastiske prisudsving. Og for mange mennesker i udviklingslandene er fødevarepriser et spørgsmål om liv eller død,« siger Marc-Olivier Herman fra Oxfam International.

Det begynder i december
Frygten er, at det nuværende gennemsyn af reglerne for finansmarkederne i EU end ikke vil leve op til de amerikanske ambitioner om positionsbegrænsninger, som U-landsorganisationerne anser for at være et af få effektive virkemidler. Muligheden for, at de to vigtigste spillere på denne del af finansmarkedet griber regulerende ind med positionsbegrænsninger, kan forpasses i denne omgang, og næste omgang bliver næppe de første par år.

Om det går den vej afhænger af de politiske forhandlinger i EU om Kommissionens forslag, der indledes i december. I sidste ende skal Europa-Parlamentet og Ministerrådet være enige. En endelig aftale ventes ikke før i sidste halvdel af 2012.

Artikel er udgivet i NOTAT - Tema: Kan EU begrænse fødevarespekulation?

Læs mere her