ARTIKLER


Tillader begrænset forbud mod sprøjtegifte

Plantegifte er til skade for grundvandet, og derfor har blandt andet Århus Kommune ønsket at forbyde brugen af dem i parcelhusområder. Det har Miljøministeriet hidtil sagt nej til, når der er tale om stoffer, der er godkendt af EU. Blandt disse stoffer er Roundup, som er det mest anvendte giftstof af haveejere.
Af Sven Skovmand
25. februar 2011

Men et spørgsmål i Folketinget fra Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten har fået ministeriet til delvis at ændre holdning. Miljøminister Karen Ellemann meddelte ifølge Århus Stiftstidende for 23.2.2011, at man godt må forbyde sprøjtegifte i områder, der ligger tæt op ad drikkevandsboringer.

Denne mulighed bliver nu udnyttet af Århus Byråd, hvor alle partier med undtagelse af Dansk Folkeparti går ind for beskyttelse af grundvandet. I nye udstykninger vil man sørge for, at kun grønne områder kommer til at ligge oven på boringerne - og at det her bliver forbudt at bruge giftstoffer.