EU-kamp om fiskeriet

»Bæredygtighed« og »langsigtede løsninger« er i fokus i EU-Kommissionens udspil til ny fiskeripolitik. Men hvordan gør man, og hvem skal tilgodeses i processen?
Af Mads C. Barbesgaard
17. april 2012

EU's fælles fiskeripolitik har især i de seneste par år ligget under for heftig kritik. Der foregår en så høj grad af overfiskeri, at flere af fiskebestandene, både i og uden for EU's farvande, er på randen af kollaps. Derfor har både miljøorganisationer, udviklingsorganisationer og fiskeriorganisationer rettet skytset mod EU-Kommissionen op til reformen af fiskeripolitikken.

Selv Kommissionens egen vurdering af fiskeripolitikkens resultater er kritisk. I grønbogen fra 2009 skriver Kommissionen, at 88 pct. af bestandene i EU fiskes på et højere niveau, end hvad der betragtes som værende bæredygtigt og endda, at »europæisk fiskeri er [...] ved at undergrave sit eget økologiske og økonomiske grundlag.«

To dimensioner

Fiskeripolitikken består af en intern og en ekstern dimension. Den interne drejer sig om alt fiskeri inden for medlemslandenes farvande.

Den eksterne dimension drejer sig om EU-flådens fiskeri ud for de gamle europæiske kolonier, der er samlet i AVS-samarbejdet, hvor de tre bogstaver står for Afrika, Vestindien og Stillehavet.

Den interne dimension fylder langt mere end den eksterne – på trods af, at EU's fiskeriinteresser har store udviklings- og miljømæssige konsekvenser i AVS-landene.

Omsættelige kvoter på et »frit marked«

Et af de mest skelsættende og kontroversielle tiltag, som den græske fiskerikommissær Damanaki har introduceret, er en obligatorisk indførsel af »omsættelige kvoter« internt i Europa. Det omsættelige består i, at retten til at fiske en bestemt mængde fisk – kvoten – gøres til privatejendom, og at kvotefisk – fisk som stadig svømmer i havet – herefter kan købes, sælges og lejes, som ejeren ønsker.

IdÈen er, at et mere eller mindre frit marked vil fordele kvoterne til alles bedste, fiskenes såvel som fiskernes og forbrugernes.

For at sikre bæredygtighed skal forvaltningen af fiskebestandene ske i overensstemmelse med videnskabeligt baserede bestandsvurderinger, de såkaldte Maximum Sustainable Yields.

Kvotekamp på bonede gulve

Der står meget på spil ved den kommende fiskerireform: Miljøet, livsbetingelser i udkantsområder og økonomiske interesser for fiskeindustrien. Derfor bliver der kamp til stregen for at få indflydelse på Damanakis udspil til en løsning af EU-fiskeriets krise.

Netop den obligatoriske kvotehandel tegner til at blive et ømtåleligt emne både i EU-Parlamentet og i Rådet.

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Mette Gjerskov, der sidder for bordenden i Rådet under det danske formandskab, er sikker på, at kvotehandelen vil møde modstand:

»Der vil blive masser af modstand mod det her fra andre medlemslande«, siger hun til NOTAT. Derfor mener hun, at de omsættelige kvoter ikke skal gøres obligatoriske for alle medlemslande.

Parlamentet

Også EU-Parlamentet går en heftig debat i møde. Det fremgik, da den tyske socialdemokrat Ulrike Rodust, der er Parlamentets ordfører på reform-forordningen, lancerede debatten om de omsættelige kvoter i fiskeriudvalget.

Privatiserede kvoter, sagde hun, ville betyde, at hun måtte vende hjem til sin valgkreds med budskabet »... visse fiskere må finde sig et andet erhverv«.

Hun fik følgeskab af den franske konservative Alain Cadec med den begrundelse, at privatiseret kvotehandel vil medføre, at offentlige goder privatiseres, og at kystsamfund udslettes.

I løbet af det kommende år skal Parlamentet og Rådet nå til enighed om, hvad Damanakis udspil om effektivitet, bæredygtighed og kohærens præcist skal betyde for EU's fiskeri. Det er altså nu man skal handle, hvis man vil have indflydelse på EU's fiskerireform.