ARTIKLER


EU-regler om aktindsigt bliver sandsynligvis strammere

Repræsentanter for EU’s medlemslande mødes i dag for at forhandle en ny version af reglerne om aktindsigt i interne EU-dokumenter. Meget tyder på stramning.
Af Ida Zidore
13. april 2012

En arbejdsgruppe under Ministerrådet mødes i dag for at diskutere ordlyden af EU's fremtidige regler for aktindsigt. Journalister, NGO'er og den almene EU-borger har hidtil kunnet søge aktindsigt i EU's interne dokumenter under regler, der blev fastlagt tilbage i 2001.

Forhandlingerne, der tog fart efter en afstemning i Parlamentet i december, skal efter planen nå en konklusion inden det danske formandskabs udløb.

Et internt EU-dokument, som 30. marts blev lækket af London-NGO'en Client Earth, peger på, at de fleste medlemlande og EU-institutioner er indstillet på at stramme op om graden af hemmeligholdelse. Det drejer sig især om, hvordan institutionerne udpeger topembedsmænd og håndhæver lovgivning.

Ifølge Lissabontraktaten er der påkrævet åbenhed om EU's lovgivningsprocesser. Den nuværende retning har været kritiseret for at gå imod dette princip. Argumentet er, at lukkethed om institutionernes retspraksis kan true åbenheden om selve de politiske beslutningsprocesser.

Helt overordnet handler diskussionen om balancen mellem adgang til information, som NGO'erne mener er grundlæggende for demokratiets tilstand, og beskyttelse af privatlivet. /S