NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Fuld beskæftigelse, social retfærdighed, miljømæssig bæredygtighed og international solidaritet. Sådan lyder de kerneværdier, The European Economists for an Alternative Economic Policy in Europe (EuroMemo-gruppen) arbejder for at fremme.
Den keynesiansk-inspirerede gruppe består af økonomer fra en lang række europæiske lande og samles hvert år til en konference, der fører frem til et memorandum med analyser af udviklingen i EU.
Kritikere på venstrefløjen kalder EuroMemo for kontroversielle. Ude af takt med virkeligheden. Mest af alt, fordi gruppen ønsker et stort, fælles EU-budget. De tror faktisk på det europæiske projekt – måske ikke lige det nuværende, men dog et styrket Europa.
»EuroMemo prøver at komme med idéer, der er »halvrealistiske« – forstået på den måde, at man faktisk ville kunne implementere dem«, siger EuroMemo-økonomen Trevor Evans til Notat.
»Vi mener, at den eneste mulighed, vi har for at komme ud af krisen, er at kæmpe på europæisk plan. Sammen.«
NOTAT har valgt at præsentere gruppen ved at koge de »halvrealistiske« idéer i EuroMemo's memorandum for 2012 ned til fire overordnede alternativer for Europa.
Kommercielle banker bør holde sig til at finansiere private husholdningers udgiftsposter og støtte virksomheders investeringer i sociale og bæredygtige projekter. De må ikke blive for store. (Offentlige og non-profit banker er også ønskværdige).
Investeringsbankerne skal omvendt på slankekur, og det samme gælder for hedge-fondene, kapitalfondene og de andre såkaldte »skyggebanker«. Ingen af dem bør have lov at operere med lånte penge.
Den Europæiske Centralbank (ECB) skal fungere som »lender of last resort«, dvs. den skal fungere som en nationalbank. Indfør Tobin-skatten. Og forbyd de fleste afledte bankprodukter – derivaterne.
Landene i euro-zonen bør udskifte deres statsobligationer med euro-obligationer, så de kommer til at hæfte mere ligeligt. I det hele taget er gruppen stærk fortaler for en mere fælleskoordineret finanspolitik. Det er ikke nok med en fælles pengepolitik, hvis man vil ud af krisen, hedder det.
Der skal mere gang i de offentlige investeringer. Europæiske beslutningstagere skal kunne yde finansiering til de medlemslande, der har størst underskud, så de kan fyre op under en mere ekspansiv økonomisk politik.
Og pengene? – de skal komme fra Den Europæiske Investeringsbank, der allerede har mandat til at udstede obligationer.
Men en fælles finanspolitik er ikke nok. Hvis det står til EuroMemo, byder fremtiden også på en mere koordineret, fælles lønpolitik.
I en krisetid, hvor arbejde har fået en næsten religiøs betydning, kan det være kontroversielt, at EuroMemo skriver: »En reduktion af den normale arbejdstid til 30 timer om ugen skal introduceres, både for at bekæmpe ledighed, og for at bidrage til opbygningen af et samfund, hvor livet ikke er domineret af lønnet arbejde«.
Først og fremmest, mener gruppen, man skal genskabe nogle af de offentlige ydelser – især på sundhedsområdet, som man i årevis har nedbygget gennem privatiseringer. Og så skal man bruge en stor del af pengene fra de europæiske strukturfonde på at udvikle avancerede produktive sektorer.
Handelsubalancerne må medlemslandene komme til livs ved simpelthen at importere mindre. Det passer med, at man skal stimulere til, at forbrug og produktion for fremtiden foregår mere lokalt.
Man bør også importere meget mere fra verden udenfor Europa. Men EU bør gå i spidsen og forkaste den model fra FNs verdenshandelsorganisation WTO, der bygger på fri, bilateral handel mellem verdens lande uden at tage hensyn til verdens asymmetri.
En afsluttende bemærkning fra Trevor Evans på ”EU in Crisis”-konferencen lød: »Det hele er egentlig meget simpelt. Den Europæiske Union er i krise på grund af sin egen arkitektur. Den bygger på alt for mange ubalancer«.